OPP-projekter skal nytænkes
Aflyst udbud indikerer ifølge Dansk Byggeri, at danske OPP-projekter skal revurderes
- Bygningsstyrelsen må sidde med en lidt dårlig smag i munden, når de sender denne vejledning ud. De har lige aflyst et stort OPP-projekt på Kalvebod Brygge, fordi der ikke var aktører nok, der ville give tilbud på de betingelser, som de udbød. Det bør give stof til eftertanke, siger direktør i Dansk Byggeri Michael H. Nielsen, som mener, at det aflyste udbud indikerer, at man skal revurdere, hvordan man laver OPP i Danmark.
Den officielle forklaring for annulleringen af det nye kontorknudepunkt var manglende konkurrence på grund af to konkurser, og fordi en tredje af de prækvalificerede meddelte, at man ikke ønskede at afgive tilbud, men Bygningsstyrelsen har ikke ønsket at uddybe baggrunden herfor. Licitationen erfarer, at et af kritikpunkterne var, at Bygningsstyrelsen ikke var forpligtet til at overtage byggeriet efter kontraktens udløb.