Anlægsnyt
VEJVEDLIGEHOLD - HOLSTEBRO: Holdstebro Kommune holder vejsyn på den private fællesvej Idomlundvej, torsdag den 2. maj.
Vejsynet afholdes med henblik på vurdering af vejens stand og fastsættelse af bestemmelser om vejens istandsættelse, fremtidige vedligeholdelse, og fordelingen af arbejdet.
REGION SYDDANMARK
Mindesmærke - KOLDING: Kolding Byråd har godkendt en udviklingsplan for Skamlingsbanken og dens næromgivelser. Planen indeholder de overordnede idéer og tiltag, der er nødvendige for at forbedre og udvikle Skamlingsbanken som et nationalt mødested.
Der er foreslået landskabelige ændringer med terrænregulering og med fældning af bevoksninger for at skabe sammenhæng mellem monumenter og omgivelser. Der er foreslået en parkeringsplads, der ligger bedre placeret i landskabet i forhold til Højskamling, og det er foreslået at opføre et nyt og moderne besøgscenter. Det er også tanken, at der skal anlægges forskellige aktiviteter rundt om i landskabet, som bliver tilgængelige via et større forgrenet stisystem.
REGION HOVEDSTADEN
SIGNALANLÆG - BAGSVÆRD: Trafik- og Teknikudvalget i Gladsaxe Kommune har sagt god for, at der etableres et signalanlæg ved den nye Bagsværd Skole.
Der vil blive tale om et trafikstyret signalanlæg, som i øjeblikket detailprojekteres af det rådgivende ingeniørfirma ÅF Hansen & Henneberg.
Anlægget, som der i forbindelse med budget 2013 blev frigivet anlægsbevilling på 822.000 kroner til, skal ifølge planerne kunne tages i brug 1. juni.
I forbindelse med etablering af signalanlægget ved skolen nedtages den eksisterende signalregulering ved Gunnarsvej.