Danmarks bedste håndværksmestre
Smiley-portalen anmeld-haandvaerker.dk har blandt cirka 1.500 håndværksfirmaer kåret de bedste, både når det gælder kommunikation og kontakt med kunden og arbejdets kvalitet
Mere end 800 håndværksmestre og svende samt repræsentanter fra en række af byggeriets leverandører deltog med entusiasme i kåringen og fejrede på festlig vis de stolte håndværksmestre. Alt sammen under kyndig ledelse af Gomorgen Danmarks Lisbeth Østergaard, som med glimt i øjet og friske replikker viste, at hun også mestrer den ofte lumre tone i skurvognen.
Mange af de nominerede håndværksfirmaer benyttede arrangementet til at samle firmaets ledelse og betroede svende til en glad aften" med faglige skulderklap og international underholdning i Cirkusbygningen. Og det gjorde bestemt ikke stemningen ringere.
Digitale boligejere
Kåringen af Årets Håndværker sker på baggrund af indkomne anmeldelser fra mange tusinde bygherrer, som har fået opgaver løst af håndværkere. Bygherrerne giver efterfølgende håndværksfirmaerne smileys for arbejdet i forhold til blandt andet kommunikation og kontakt med kunden samt arbejdets kvalitet og pris.
Stadig flere boligejere bruger internettet, når de skal have kontakt til håndværkere. Her spiller andre boligejeres oplevelser af håndværksfirmaerne en væsentlig rolle for det endelig valg. Derfor får portaler som anmeld-haandvaerker.dk stigende betydning for opgavefordelingen i det private byggeri.
Også på de sociale medier deler boligejerne erfaringer om håndværkere. Men mens informationerne på de sociale medier ofte er ustrukturerede, så er der sat system i tingene på anmeld-haandvaerker.dk, så boligejerne hurtigt kan danne sig et overblik over, hvad andre boligejere har haft af såvel gode som dårlige oplevelser med konkrete håndværksfirmaer.
For håndværksfirmaerne er de gode smileys effektiv markedsføring, mens de dårlige smileys giver et vigtigt indblik i, hvor firmaet kan forbedre sine ydelser.
Gør en forskel
Boligejernes mulighed for at give smileys betyder ofte, at håndværksfirmaerne strammer sig ekstra an for at få gode smileys og dermed øge chancerne for at få nye opgaver.
- Vi har stort set kun haft tilfredse kunder siden vi begyndte at opfordre vores kunder til at anmelde vores arbejde på anmeld-haandvaerker.dk Nu konkurrerer svendene ligefrem om at få de bedste anmeldelser. Det giver tilfredse kunder som får leveret kvalitetsarbejde og det giver nye kunder, siger Michael Hoff-Møller og Henrik Olsen fra tømrerfirmaet Egon Olsen A/S, som i år var nomineret i kategorien Juryens Darling
Også hos VVS-grossisten Brødrene Dahl, som overrakte prisen til Årets Håndværker i kategorien Årets VVSer er man glade for smiley-ordningen:
- For os er det vigtigt at hylde de installatører, der hver dag yder en ekstra indsats, som i sidste ende gør en stor forskel for de enkelte kunder, siger kommerciel direktør Morten Nikolajsen.