Kendt bro får et makeover
Den over 50 år gamle Sjællandsbroen i København skal gennemgå omfattende renovering af både vejbelægning og de bærende strukturer
Broen, der forbinder bydelen Kongens Enghave med Amager, skal fra midten af april og frem til september have både vejbelægningen og sine bærende strukturer renoveret.
- Vi graver den gamle belægning af, og et stykke nede i broen støber vi en plade af beton, der skal beskytte broen mod blandt andet fugt. Bagefter etablerer vi vejkassen oven på pladen igen med helt ny vejbelægning, forklarer projektleder Ronnie Frederiksen fra NCC, som har vundet renoveringskontrakten til i alt 16 mio. kr. i en hovedentreprise fra Københavns Kommune.
Arbejdet bliver lavet sektionsvis, så det stadig er muligt for trafikken at passere broen i hele den fem måneder lange renoveringsperiode. Samtidig skal Sjællandsbroens betonpiller og underside også gennemgå en renovering, og det kommer sandsynligvis til at ske fra pramme på vandet.
I dårlig stand
Renoveringen af den over 50 år gamle bro er påkrævet, for ellers vil broen ikke længere være sikker.
- Vi ved godt, at København i forvejen er hårdt plaget af mange vejarbejder, så når vi nu går i gang med dette arbejde, er det fordi Sjællandsbroen er i meget dårlig stand, og vi ikke kan vente længere. Alternativet ville være, at broen ikke er sikker. Nu har vi en mulighed for at få arbejdet udført på en struktureret måde, der sikrer den bedst mulige fremkommelighed for trafikanterne, mens broen bliver sat i stand, siger områdechef Ivan Partov fra Københavns Kommune.
Mellem 45.700 og 51.200 biler kører over den 16 meter brede bro hver dag, og de må nu se en hastighedsbegrænsning på 50 km/timen og smallere vejbaner under renoveringen.