23948sdkhjf

Polsk firma advaret inden kontrol

Pihls polske entreprenør holdt en del af sit mandskab væk fra byggeplads, mens myndighederne var på dumpingkontrol
Efter alt at dømme var papirerne og arbejdsforholdene i orden, da Skat, politi og Arbejdstilsynet onsdag formiddag var på kontrolaktion på det store prestigebyggeri Navitas på Aarhus Havn. Men det skyldes alene, at den store landsdækkende kontrol var meddelt i forvejen.

Godt en snes af de polske bygningsarbejdere fra entreprenørfirmaet Budomex havde nemlig angiveligt fået besked på at blive hjemme, det vil sige i deres indkvartering i Ebeltoft, De blev først kørt til Aarhus over middag og kunne møde på arbejde ved 14-tiden, en lille time efter myndighedspersonerne havde forladt byggepladsen.

3F Aarhus Rymarkens polsktalende medarbejder Zuzanna Jagiello har talt med to af de polske medarbejdere, der fortæller den samme historie: At de på grund af kontrol ikke skulle møde til normal arbejdstids begyndelse men i stedet afvente nærmere besked.

- Det er efterhånden lykkedes at opbygge et tillidsforhold, så en del af de polske arbejdere henvender sig til os, fordi de har fundet ud af, at vi kan hjælpe dem til bedre forhold, fortæller hun.

Pihl overrasket

Det er entreprenørvirksomheden E. Pihl & Søn A/S, der er totalentreprenør på den store byggeopgave, der har blandt andre Aarhus Universitet og Ingeniørhøjskolen som bygherre. Betonentreprisen er sendt videre til Budomex, et polsk byggefirma, der har oprettet dansk cvr-nummer og er indmeldt i Dansk Byggeri.

Projektleder Thomas G. Jensen fra Pihl er overrasket over Licitationens oplysninger.

- Det kender jeg ikke noget til. Jeg tæller jo ikke mandskabet, så jeg kan ikke se, om der mangler nogen, men jeg kan da se, at vi støber. Hvis det er sandt, så er det naturligvis chokerende, men mandskabet er ansat i Budomex, så du må spørge i Budomex, siger Thomas G. Jensen,

Det har imidlertid ikke været muligt at få en kommentar fra Budomex’ projektdirektør Janusz Maciejkowicz. Han har ikke reageret på Licitationens henvendelser.

Pihl har også ansvar

Ole Vagn Christiansen, byggegruppeformand i 3F-afdelingen, mener imidlertid ikke, at Pihl behøver at være overrasket.

- På et såkaldt 48 timers møde forleden om forholdene på pladsen og hvor både Pihl og Budomex var repræsenteret, kunne jeg fortælle, at alle de polske arbejdere, som er ansat i år, ikke har danske ansættelseskontrakter men alene en polsk kontrakt og at seks af dem slet ikke har papirer. Derimod undrer jeg mig over, at Pihl ikke har gjort noget for at få tingene bragt i orden. Pihl kan med det efterhånden langvarige samarbejde, de har haft med Budomex, ikke fortsat tørre ansvaret af sig og sige, man blot har en aftale med en underentreprenør og at det er Budomex, der har folkene ansat. En ansvarlig hovedentreprenør er også ansvarlig for sine underentreprenører, siger Ole Vagn Christiansen.

I Skat vil man på grund af tavshedspligt ikke kommentere spørgsmål omkring konkrete virksomheder og hverken be- eller afkræfte Licitationens oplysninger om forholdene på Navitas. Det har heller ikke været muligt at få Skats kommentar til, om man vil vende tilbage til Navitas og Budomex.

- Vi vil løbende lave nye aktioner, både landsdækkende og lokale aktioner, efter en konkret risikovurdering, hedder det i en mail til Licitationen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.102