Norsk jernbaneprojekt giver millionordre
Spæncom skal levere 10.000 tunnelelementer til udbygning af det norske jernbanenet
Bygherren er det norske Jernbaneverket, som er i gang med at udbygge jernbanenettet til højhastighedstog. Det kræver sprængninger, så togene kan køre gennem fjeldene i stedet for at sno sig udenom.
De 10.000 tunnelelementer skal Spæncom levere til en 2,5 km lang strækning ved Holmestand sydvest for Oslo. Det er første gang, at Spæncom producerer tunnelelementer.
- Efter ordren kom i hus har der været travlt med at få tingene til at køre, da det er et produkt, som vi aldrig har produceret før. Der er indkøbt og opsat otte forme til vægelementer, otte forme til tagelementer og otte forme til fundamenter. Når vi er i fuld drift, vil vi kunne producere 24 elementer om dagen plus 16 fundamenter, forklarer salgschef Michael Boye Christensen.
Alle tunnelelementerne skal støbes på Spæncoms fabrik i Aalborg, og ordren har skabt 20 arbejdspladser, som sandsynligvis ellers ville være gået tabt, vurderer Per Bachmann, der er HR- og marketingschef i Spæncom.
- Hvis ikke vi havde fået ordren, havde vi måske været ude i en situation, hvor vi skulle tilpasse virksomheden. På grund af ordren har vi bibeholdt 20 arbejdspladser, siger Per Bachmann.
Kigger mod udlandet
Finanskrisen har ramt Spæncom. I de forskudte regnskabsår 2007/2008 havde virksomheden en omsætning på 854,9 mio kroner. I 2011 var omsætningen faldet til 406,4 mio. kroner. Spæncom har i dag omkring 430 ansatte i alt.
- Normalt udgør eksport under fem procent af vores omsætning, men krisen har medført, at hele branchen åbner op mod udlandet, og det har vi også gjort ved at kigge mod de omkringliggende lande som Norge, Sverige og Tyskland, siger Per Bachmann.
Fordi der er gode færge- og broforbindelser til Sverige, Norge og Tyskland kan en dansk virksomhed som Spæncom ifølge Per Bachmann stadig være konkurrencedygtig.
Håber på flere ordrer
Per Bachmann håber, at ordren i Norge vil give andre lignende opgaver.
- Nu er vi kommet ind på markedet, så vi håber, at opgaven vil bibringe andre lignende opgaver. Nu har vi indkøbt formene til at støbe tunnelelementerne, så vi er godt rustet til at tage imod ordrer på andre strækninger.
Spæncom skal levere tunnelelementerne fra den 1. februar 2014 og et halvt år frem.