Ny Ring 3-letbane får sit eget tracé
Kun i meget begrænset omfang må den fremtidige Ring 3-letbane køre blandet med den øvrige trafik
I Lyngby må de sydgående letbanetog undtagelsesvis køre blandet med den øvrige trafik på dele af strækningen på grund af særligt snævre pladsforhold.
Det fremgår af en teknisk udredning om letbaneprojektet, som Metroselskabet - der er sekretariat for letbanen - har udarbejdet og som blev offentliggjort i fredags.
Udredningen viser den endelige linjeføring og placeringen af de i alt 27 stationer med omstigningsmuligheder ved en række S-togsstationer som Lyngby, Herlev, Glostrup og Vallensbæk. Letbanen vil betjene blandt andet DTU, Herlev Hospital og Glostrup Hospital.
Udredningen skal danne grundlag for den endelige aftale om en letbane, som transportministeren forventes at indgå med Region Hovedstaden og Ringby-samarbejdet i løbet af foråret. Når aftalen er indgået, kan arbejdet med at forberede letbanen gå i gang.
- Jeg ser frem til at indlede drøftelser med Region Hovedstaden og Ringby-samarbejdet om letbanen. Forhåbentlig kan vi blive enige om en aftale, så vi kan komme i gang med at få lagt skinnerne til et af de mest perspektivrige kollektive trafikprojekter i hovedstadsregionen i nyere tid, siger transportminister Henrik Dam Kristensen (S).
Koster knap fire mia.
Letbanen sikrer, at det bliver meget nemmere at rejse på tværs af hovedstadsområdet og vil betyde kortere rejsetid for mange. Det er beregnet, at letbanen årligt vil have 13-14 mio. passagerer, voksende til 17-18 mio., når der udvikles nye bolig- og erhvervsområder langs banen.
Alle steder, hvor letbanens tracé deles med den øvrige trafik, for eksempel i vejkryds, krydsende stier, på torve og i fodgængerfelter, vil der være rilleskinnespor. Det vil sige et spor nedlagt i en betonplade med en overflade beklædt med asfalt eller fliser. På strækninger, hvor letbanen kører i eget tracé, er der valgt en løsning med ballasterede spor, det vil sige skærver under skinnerne.
Det vil tage syv-otte år at anlægge letbanen, som derfor tidligst kan være klar til drift i 2020.
Udredningen vurderer, at de samlede anlægsomkostninger bliver 3,9 mia. kroner. Dertil kommer omkring 1,3 mia. kroner til tog, kontrol- og vedligeholdelsecenter og lignende. Det er aftalt, at staten betaler 40 procent af anlægsomkostningerne, kommunerne 34 og Region Hovedstaden 26 procent.