23948sdkhjf

Kommune gik næsten fri i strid om et skoleudbud

DI og Schneider Electric Danmark A/S havde klaget til Klagenævnet for Udbud, men Gladsaxe Kommune gik næsten fri i klagesag om et udbud af en ny skole
Kun ét ud af i alt syv klagepunkter fik Dansk Industri (DI) medhold i, da Klagenævnet for Udbud forleden afsagde kendelse i en klagesag mod Gladsaxe Kommune fra DI og Schneider Electric Danmark A/S.

Klagenævnet afgjorde på baggrund af overtrædelsen, at Gladsaxe Kommune skal betale 20.000 kroner i sagsomkostninger til DI.

Klagesagen drejer sig om et udbud om færdigprojektering og opførelse af en ny tresporet folkeskole i Bagsværd. Byggeprojektets samlede budgetramme ligger på 170 mio. kroner.

Klager afvist

Klagenævnet valgte at afvise den ene klager Schneider Electric, fordi virksomheden ikke levede op til kravene til klageadgang.

Adgangen til at klage tilkommer nemlig virksomheder, der som potentielle tilbudsgivere har en direkte økonomisk interesse i at få klagenævnets stillingtagen.

Lauritz Knudsen blev i 2005 en del af Schneider Electric. Interessen for at kunne levere el-artikler til entreprenører i skolebyggeriet var derfor en af grundene til, at Schneider Electric valgte at klage.

DI, som Schneider Electric havde klaget sammen med, blev ikke afvist som klager, da organisationen har klagebeføjelse, og igennem den kan varetage sine medlemsvirksomheders mere overordnede interesse i, at udbudsreglerne bliver overholdt.

I strid med direktiv

Det klagepunkt, som DI fik medhold i, omhandler udbudsmaterialets beskrivelse af montagedåser.

I første omgang stod der i specifikationerne for montagedåserne, at de skulle anvendes som standard i mere end fem europæiske lande. I et rettelsesblad blev den beskrivelse præciseret til, at der var tale om såkaldte “Europadåser". En Europadåse er en speciel type montagedåse, som flere europæiske producenter fremstiller installationsmateriel til.

Klagernes påstand var, at Gladsaxe Kommune havde handlet i strid med udbudsdirektivet, som stiller krav om, at tekniske specifikationer enten skal udformes med henvisning til standarder eller som en angivelse af funktionsdygtighed eller funktionelle krav.

“I modsætning til, hvad der har været påstået i sagen, findes der ingen standard som betegnes “Europadåse" - hverken en “ægte" standard eller en “de-facto" standard. Begrebet bruges alene af visse danske virksomheder til at definere dåser, der adskiller sig fra den dåse, der er den mest solgte på det danske marked," har Mark Bitsch, der er produktchef i Schneider Electric skrevet i en skriftlig forklaring til Klagenævnet.

Gladsaxe Kommune har i klagesagens behandling ikke bestridt, at der ikke eksisterer en egentlig europæisk eller international standard for Europadåsen, men har i stedet argumenteret for, at dåsen er en “de-facto"-standard. Det vil sige, at den ikke er en standard, men i praksis bliver opfattet som en.

“De-facto"-standard eller ej, så er det Klagenævnet for Udbuds opfattelse, at beskrivelsen er i strid med udbudsdirektivet.

Ligebehandlingsprincip

På baggrund af de forskellige klagepunkter havde klagerne nedlagt påstand om, at Gladsaxe Kommune skulle annullere beslutningen om at indgå totalentreprisekontrakt med Jönsson A/S, men det var der ifølge klagenævnet ikke belæg for at gøre:

“Efter karakteren af den konstaterede overtrædelse af udbudsdirektivet er der ikke grundlag for at annullere tildelingsbeslutningen."

Samtlige af klagesagens andre punkter drejede sig også om montagedåsen. Et af klagepunkter gik på, at Gladsaxe Kommune havde handlet i strid med ligebehandlingsprincippet ved at have opstillet krav om, at bygningen skulle udstyres med materiel tilpasset Europadåsen. Ifølge klagen er der kun én producent, der kan levere det pågældende el-materiel - nemlig virksomheden Gira.

Klagenævnet fandt ikke dette klagepunkt bevist, blandt andet fordi Jönsson har valgt materiel fra Legrand, hvilket modsiger klagernes påstand.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094