23948sdkhjf

Flere kommuner kræver dansk løn

Tre fjerdedele af landets kommuner stiller nu i et vist omfang krav til løn- og ansættelsesforhold ved udbud af byggeopgaver
Et voksende antal kommuner er begyndt at stille krav om, at arbejdet skal udføres på vilkår, der svarer til dansk overenskomst, når man skal udføre bygge- og anlægsopgaver for kommunen.

Blot siden april i år har syv kommuner besluttet at indføre arbejdsklausuler med henvisning til ILO-konvention 94. Flere har også indført krav om mulighed for at entreprenøren dokumenterer, at arbejdsklausulen overholdes.

Udviklingen fremgår af en analyse, som analysefirmaet Analystik.dk har gennemført for Byggegruppen i 3F.

I alt benytter 73 af landets 98 kommuner nu i et eller andet omfang arbejdsklausul i forbindelse med sine udbud.

- Det giver et billede af, at flere kommuner har fået fokus på området. Den ekstraordinære fokus skyldes uden tvivl de mange eksempler, hvor der ikke har været orden i tingene. Der er bred folkelig opbakning til, at vores egne offentlige penge ikke skal bruges til løndumping. Vi kan ikke undgå udenlandsk arbejdskraft, og det er heller ikke meningen, men konkurrencen skal foregå på lige vilkår, siger forhandlingssekretær Palle Bisgaard fra Byggegruppen.

Mere kontrol

Analysen giver intet nøjagtigt billede af, hvor mange kommuner der kontrollerer, om arbejdsklausulerne overholdes og heller ikke i givet fald, hvordan kontrollen udføres.

- Men en søgning på nøgleord i de kommunale arbejdsklausuler viser, at ord som “bod", “misligholdelse" og “relevant dokumentation" er mere hyppigt forekommende nu end for bare et halvt år siden. Det tager vi som et tegn på, at kommunerne er klar over, at arbejdsklausulerne i sig selv ikke løser problemerne, hvis det ikke følges op af kontrol. Kommunerne skal mene det alvorligt, og det indebærer, at der afsættes ressourcer til kontrol og at der er et nært samarbejde med arbejdsmarkedets parter. I øvrigt mener vi også, at kommunerne bør supplere klausulerne med et kædeansvar. Det vil være et godt signal til dem, der tjener på at sende arbejdet videre til underentreprenører, om at det kan blive dyrt, hvis underentreprenøren ikke har orden i tingene, siger Palle Bisgaard.

Lovkrav til kommuner

Også Enhedslistens social dumping-ordfører Finn Sørensen glæder sig over den positive udvikling. Det ændrer dog ikke på, at partiet senere på efteråret møder til finanslovsforhandlinger med regeringen med krav om, at kommuner og regioner skal have pligt til at bruge arbejdsklausuler og dermed sikre sig imod social dumping.

- Staten har allerede den pligt, og der er ingen god begrundelse for, at kommuner og regioner ikke også sikrer sig imod social dumping. De bygger lige så vel som staten for skattekroner. Principielt vil det ikke koste kommuner og regioner én krone med mindre der rent faktisk finder social dumping sted, og så er det jo en ren tilståelsessag, siger Finn Sørensen.

Vil indskrænke

Han erkender, at lovgivning vil indskrænke det kommunale selvstyre.

- Hvis man kan tvinge kommunerne til at skære ned på deres budgetter, kan man selvfølgelig også tvinge dem til at sikre, at arbejde for offentlige kroner udføres på ordentlige løn- og arbejdsvilkår, siger Finn Sørensen.

Han oplyser, at arbejdsklausulerne imidlertid ikke kan stå alene. De skal følges op af kontrol med at reglerne efterleves samt med et kædeansvar.

Også det krav tager Enhedslisten med til finanslovsforhandlingerne.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141