Et sørgeligt punktum
Dermed er der sat et trist punktum for en erhvervshistorie, som på trods af sit endeligt faktisk har fejret mange triumfer gennem årene. En af Pihl & Søn’s store vartegn er Storebælt, og der kan nævnes mange andre, som firmaet har været kraftigt involveret i.
Men det er også tid til refleksion over hvorfor det gik så galt. Hvordan kan en hæderkronet virksomhed havne i sådan en situation. Det spørgsmål vil vi nok aldrig få et fuldgyldigt svar på, men der er en række indikatorer, som kan forklare noget af det. En af dem er en fejlslagen strategi, som ikke i tide blev rettet ind. Og grunden hertil skal nok ses i, at det var en ejerledet virksomhed. Det er i hvert fald nok det svar, rigtig mange ledelseskonsulenter ville komme med. Og lidt har de nok ret. For en ejerleder har i mange tilfælde så mange følelser for sit firma, at det spærrer for rationelle beslutninger - især også for de måske lidt mere barske beslutninger.
En anden forklaring er manglende styring af projekterne, og ikke mindst også en risikoprofil af den mere farlige slags, nemlig at man ikke altid fik valgt fra i projekter, der ikke kunne give penge, og som nævnt efterfølgende ikke rigtig kunne styre projekterne til ende.
Stor ære og respekt fordi man i sidste ende valgte at gøre noget ved det med ny ledelse og ny bestyrelsesformand, men da var det desværre allerede for sent.
Det skal også siges, at det også var en virksomhed, som på mange måder udfordrede normerne, og i dag er det nok ikke alle, der er lige kede af, at den benhårde konkurrence, som firmaet udsatte andre for, ikke er mere.
Det er livets barske realiteter. Der skal sadles om i tide, hvis man vil klare sig i den omgivende konkurrence i byggesektoren, og der skal være styr på det.
