Splid om certificering i Materielsektionen
En planlagt deadline for certificering efter DRAs kvalitetsstyringsprincipper må nu udskydes, fordi knap halvdelen af medlemmerne i Materielsektionen ikke er klar til at gå med
Knap halvdelen af sektionens medlemmer, der i dag mødes til generalforsamling i Aarhus, har meddelt, at de ikke kan nå at være klar, og flere medlemmer er sågar i tvivl om, hvorvidt de overhovedet vil være med, erfarer Licitationen Byggeriets Dagblad.
Fælles markedsføring
Målet med certificeringen var at give medlemmerne et bedre kvalitetssikrings- og -styringsværktøj, samt en mulighed for at markedsføre sig under en fælles hat, nemlig DRA. Forespurgt om problemerne, siger formanden for Materielsektionen forud for generalforsamlingen, Søren Rosenkrantz:
- Vi har ikke været dygtige nok til at formidle og kommunikere hvad målene og fordelene ved systemet her er. Derfor går vi nu til generalforsamling med et forslag, der betyder at vi kan udskyde deadline - hvor længe vil forhåbentligt vise sig på generalforsamlingen, siger han.
- Der er ingen tvivl om, at vi har noget mellem stolene her i processen. Bestyrelsen har haft for travlt med at drive egne virksomheder, som jo fortsat er udfordrede, selvom det går bedre, så vi har forsømt at tale med medlemmerne, siger han.
En overgangsordning
Han mener, at der kan blive tale om en overgangsordning, for de virksomheder som ikke er klar. For der er samtidig en længere række af virksomheder, som faktisk har implementeret systemet og vil stå klar, når den aftalte deadline 1. juli kommer.
Materielsektionens medlemmer har som resten af erhvervslivet været ramt af krisen, men er nu så småt ved at rejse sig lidt igen.
- Som jeg ser det, befinder vi os midt i en slags mellemperiode, hvor der er travlt mange steder, mens der andre steder er meget stille. Men ser vi fremad, så er der jo meget der tyder på, at det kommer til at gå stærkt igen, især når vi tænker på de store sygehusprojekter, Femern-projektet, jernbaneprojekter og så videre, siger han.
Han mener dog også at krisen på sin vis har været sund for branchen:
- Det hele løb for stærkt en overgang. Krisen har været med til at gøre os skarpe igen, vi har været nødt til at være kreative og udvikle vore forretninger mod nye kundetyper som renovering, industrien med videre. Desuden har vi været nødt til at blive skarpere på det at drive forretning, få styr på vore omkostninger, og tilpasse flåden af udlejningsenheder, så alt i alt tror jeg, vi kan sige at der i den danske udlejningssektor i dag står en række udlejningsvirksomheder, som er rustet til fremtiden, erklærer han.
Vendt bøtten
Der er flere eksempler på stærkt forbedrede regnskaber i sektionen, og det tyder på, at der er taget hånd om tingene, og at forretningsgrundlaget er blevet sundere.
GSV Materieludlejning er et eksempel på en regulær turn-around, som er gået fra at være hårdt ramt af krisen med underskud, til igen at være en sund og tilpasset udlejningsforretning.