Byggebranchen i krig om eltjek i huseftersyn
To-dages kursus for bygningsagkyndige kritiseres af el-brancen for at være uansvarligt
- Det er useriøst, at en bygningssagkyndig efter et så kort kursus kan udføre et el-eftersyn. Det er vores helt klare holdning, at et sådant eftersyn kræver en person med en stor faglig erfaring. Det burde udføres af en elinstallatør eller en elektriker, eller en anden person, der på en eller anden måde har stor erfaring med at arbejde med el. Men at et todages kursus kan give adgang til dette, område er ikke i orden, siger adm. direktør i Tekniq, Niels Jørgen Hansen, til Licitationen.
Afviser kritik
Det nye kursus udbydes af BfBE, der er den dominerende brancheorganisation inden for de bygningsagkyndige.
I deres seneste nyhedsbrav tilbyder organisationen nu de bygningsagkyndige et kursus på to dage, som ifølge BfBE sætter bygningssagkyndige i stand til at udføre denne el-eftersynet sikkerhedsmæssigt og fagligt forsvarligt. Direktør i BfBE Torben Kaas understreger over for Licitationen, at elinstallationsrapporten skal udføres under en elautorisation. Det vil sige, at der skal være en autoriseret el-installatør relateret til de bygningssagkyndiges firma, og at vedkommende har det reelle ansvar for, at el-eftersynet udføres forsvarligt.
Han mener, at dette kursus lever op til reglerne på området også selvom de bygningssagkyndige ikke har nogen særlig erfaring med el-arbejde.
Torben Kaas afviser kritikken fra Tekniq, som, han mener, bunder i brødnid.
- Tekniq har deres egen dagsorden på dette område, og det er at sørge for, at deres egne medlemmer får dette område for dem selv. Vores kursus er blevet til efter seriøs planlægning, og det dækker det der skal til for at gennemføre el-eftersynet på en ansvarlig måde. Det er jeg ikke i tvivl om, siger Torben Kaas til Licitationen.
På de to dage kursus gennemgås "omgang med strømførende installationer m.v. (LAUS) og stærkstrømsreglementer, komponentkendskab og udarbejdelse af elinstallationsrapporter".
Krav om erfaring
Det er Sikkerhedsstyrelsen, der er den ansvarlige myndighed på områder. Her henviser kommunikationskonsulent Mette Cramon til de overordnede regler på området.
- I forbindelse med det nye krav om eleftersyn ved boligsalg bruger vi akkurat de samme principper, som normalt gælder inden for autorisationspåkrævet arbejde, Og det er, at selve udførslen foregår under en autoriseret elinstallatørs ledelse og supervision. Vedkommende har ansvaret for, at eleftersynet forgår under forsvarlige forhold og følger reglerne, siger hun.
Hun vil ikke konkret tage stilling til, om det pågældende kursus fra BfBE er fyldestgørende eller ej. Dog står der i reglerne, at den pågældende, der udfører det praktiske eftersyn, skal have kendskab til reglerne for udførelse af elinstallationer over en meget lang periode.
På spørgsmålet om et todages kursus er nok, vil hun kun svare principielt og ikke konkret.
- Overordnet set er det svært at se, at en person uden erfaring på området og med et kort kursus kan leve op til de pågældende regler på området på en tilfredsstillende måde, siger Mette Cramon fra Sikkerhedsstyrelsen.