23948sdkhjf

Fronterne trukket skarpt op i konflikt på mega-byggeplads

Fælleskommunalt affaldsselskab beskylder fagforeninger for at have ønsket konflikt
Det fælleskommunale sjællandske affaldsselskab Kara/Noveren beskylder fagforeningerne for at have søgt den konflikt, der fra onsdag morgen blev en realitet på selskabets enorme byggeplads i Roskilde. Her opfører selskabet et nyt kraftvarmeanlæg til i alt 1,3 mia. kroner med blandt andet deltagelse af en del udenlandske virksomheder.

- Konflikten har åbenbart været længe undervejs. Det er der ingen, der har fortalt mig. Først 29. januar blev jeg orienteret om, at der ville træde en sympatikonflikt i gang. Det undrer mig, at jeg ikke er blevet orienteret, siger Thorkil Jørgensen, direktør i Kara/Noveren.

Fra morgenstunden onsdag blev omkring 150 håndværkere, der har været beskæftiget på pladsen, trukket væk. Samtidig indledte de lokale fagforeninger blokade foran byggepladsen for at fortælle omverdenen, at byggeriet nu er omfattet af sympatikonflikt, så LO-organiseret arbejdskraft ikke må arbejde på pladsen eller eksempelvis levere materialer og varer.

Baggrunden for konflikten er, at det ikke er lykkedes 3F og Metal i Roskilde at tegne overenskomst med flere af de udenlandske virksomheder. Flere af de konfliktramte virksomheder er dog ikke længere på byggepladsen, så nu handler det kun om en enkelt virksomhed, polske Energomontaz, som man ikke har kunnet få til at tegne overenskomst.

Stor overraskelse

Thorkil Jørgensen oplyser, at han to gange i begyndelsen af december på mail blev orienteret om, at der var rejst overenskomstkrav over for fire navngivne udenlandske firmaer, og at man på et møde 10. december mellem bygherre og de faglige organisationer blev enige om at holde hinanden orienteret.

- Derfor kom det som en stor overraskelse, da jeg den 29. januar af en journalist blev bedt om en kommentar til, at der ville træde en konflikt i gang den 2. februar. Det kan jeg kun tolke som om, at 3F og Metal forlængst har besluttet sig for en konflikt. Vi har haft ganske kort tid til at afværge en konflikt. Samtidig er det begrænset, hvad vi som bygherre kan gøre. Vi har krævet arbejdet udført efter ILO-konvention 94, der skal sikre løn, som den her i området, men vi har ikke måttet kræve en bestemt overenskomst. Det ville derfor også være kontraktbrud fra vores side, hvis vi på den baggrund afbryder samarbejdet med et firma, som i øvrigt er hyret ind som underentreprenør. Vi har ingen aftale med det polske firma. Vi lægger vores pres via vores hovedleverandør Martin GmbH, siger Thorkil Jørgensen til Licitationen.

3F: Ynkeligt

Ole Holtse Olsen, næstformand i 3F Roskildeegnen, kan ikke forstå, hvis det er kommet bag på bygherren, at en konflikt var under opsejling.

- Det er ynkeligt, at han prøver at fremstille det som om, han ikke er informeret. Han er løbende orienteret om konsekvenserne ved manglende overenskomstdækning, og han er i løbet af januar orienteret mundtligt om at sympatikonflikten nærmede sig, og 10. januar har vi orienteret bestyrelsesformanden for Kara/Noveren, siger han.

Ønske om overenskomst

Ole Holtse Olsen afviser på det bestemteste, at fagforeningerne har ønsket konflikt.

- Tværtimod. Vi ønsker og har hele tiden ønsket pladsen overenskomstdækket, så der ikke forekommer social dumping. Så sent som tirsdag eftermiddag var vi blevet stillet et møde med en repræsentant fra Energomontaz i udsigt, men der mødte en person, som ikke havde bemyndigelse til træffe beslutning. Firmaet fik allerede i begyndelsen af december tilsendt et overenskomstforslag også på polsk, så der har været tid nok til at reagere. Problemet har været, at ingen har taget udsigten til konflikt alvorligt, siger han.

Stop blokaden nu

Thorkild Jørgensen appellerer til fagbevægelsen om at stille konflikten i bero i det mindste i en uge.

- Det er helt ude af proportioner, at manglende overenskomst for en enkelt entreprenør kan stoppe så stort et byggeri, mener han.

Fagbevægelsen afviser bygherrens appel.

- Det er for sent. Ansvaret er bygherrens. Nu kører konflikten indtil det polske firma er overenskomstdækket eller til det er fjernet fra pladsen, siger Ole Holtse Olsen.

Han oplyser, at de polske ansatte i Energomontaz tidligere har oplyst, at de får 55-60 kroner i timen.

Firmaet beskæftiger efter det oplyste otte-ti personer på byggepladsen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109