Prisvindende arkitekt runder 50 år
Arkitekt Jon Brøcker fra C.F. Møller fylder 50 år i morgen 21. marts
C. F. Møller Design har med Jon Brøcker som leder udviklet sig til en succesfuld og selvstændig afdeling i firmaet, der i samarbejde med både danske og internationale firmaer designer og udvikler nye produkter, møbler mv. Arbejdet har de seneste år ført til en række internationale nomineringer og priser som If Product Design Awards, Designpreis Deutschland og Red Dot Design Awards.
Priserne er gået til så forskelligartede designs som for eksempel dørgreb, kvalitetstilbehør til indretning af badeværelser, auditoriemøbler og et lofthejssystem til sundhedssektoren.
Specialopgaver
Netop design til sundhedssektoren og laboratorieområdet, hvor Arkitektfirmaet C. F. Møller i kraft af mange års arbejde har stor indsigt og erfaring, vil fremover få ekstra fokus.
Samtidig udfører afdelingen specialopgaver i forbindelse med firmaets egne byggerier rådgiver om inventar og rumdesign og står for for eksempel specialdesignede møbler. I de senere år har det været på byggerier som Musikhuset og DR i Aarhus, Operapavillonen til Operaen i København, A. P. Møller Skolen i Slesvig og Akershus Universitetssygehus i Oslo.
I øjeblikket arbejder Jon Brøcker. sideløbende med jobbet som afdelingsleder som interiør-arkitektfaglig leder på byggeriet af Det Nye Universitetshospital i Aarhus; det vil sige områder som blandt andet løst og fast inventar, overordnet find-frem-strategi og i forlængelse heraf skiltning og farvesætning.
Faglig redaktør
Jon Brøcker er uddannet industriel designer, arkitekt MAA fra Arkitektskolen Aarhus (1990). Inden han kom til C. F. Møller, arbejdede han i designvirksomheden Designit (1992-93) og som designer i afdelingen Research & Development ved firmaet Guldmann (1994-2000).
Fagligt er Jon Brøcker blandt andet gennem mange år engageret som kredsbestyrelsesmedlem i Dansk Center for Lys og som faglig redaktør i byggebranchens forening bips.
Jon Brøcker er gift med sundhedsplejerske Lene Elmose Brøcker. Sammen har de tre børn datteren Julie på 18 år og tvillingerne Carl og Ida på 13 år.
I fritiden holdes formen ved lige med løb og cykling, mens den mentale habitus næres med alle former for litteratur og gennem de seneste år også undervisning i sang.