23948sdkhjf

Tid til at skue fremad

Oven på overenskomstslaget er forhandlingsparterne indstillet på at tage de konstruktive briller på for fremtiden
Selv om Dansk Byggeri og 3F er blevet enige om en ny overenskomst, der af arbejdsgiverne selv betegnes som den billigste i mands minde, så er begejstringen over resultatet ikke lige frem overstrømmende i medlemskredsen.

Nok er tømrermestrene i Dansk Byggeri’s Træsektion yderst tilfreds med organisationsledelsens indsats under OK-forhandlingerne, for formand Michael R. Lund er yderst bevidst om, at der er mange konkurrenter i det aktuelle udbud, både udenlandske og danske, men det bliver vi nødt til at vænne os til, mener han.

- Det er en udfordring, der blandt andet kræver, at vi ser kritisk på vores lønninger, som stadig er oppe i 2006-07 niveau. Det er for meget i forhold til de aktuelle konkurrenceforhold. Men vi skal være klar til at konkurrere; også med de udenlandske firmaer, og så længe det foregår på ens betingelser, skal vi være parate, siger Michael Lund. Formanden er genvalgt ved weekendens generalforsamling på Hotel Vejlefjord, så han kommer selv til at stå i spidsen for sektionens kamp på det globale arbejdsmarked.

Forandringer forude

Netop byggesektorens fremtid var i fokus under temamøderne, da Dansk Byggeri’s Træsektion i weekenden afviklede den ordinære generalforsamling i forårsluft på Hotel Vejlefjord. Ifølge en af de centrale indlægsholdere, adm. direktør Lars Storr-Hansen fra Dansk Byggeri, er antallet af DA-medlemmer faldet fra cirka 200 i 1971 til blot 13 i dag, men alligevel er der efter hans opfattelse stadig for mange, ikke mindst på byggeriets område:

- Forandringer venter forude, både hvad angår værdiskabelse, kvalitet, indtjening og konkurrence fra udlandet. Derfor skal det politiske arbejde optimeres på byggesektorens område, og i den forbindelse er det en hæmsko, at for mange organisationer repræsenterer erhvervet. Der er brug for et fælles talerør; én organisation med dybt kendskab til byggeriet, mener Lars Storr-Hansen.

Selv oven på OK 2012 er han overbevist om, at Den Danske Model har en fremtid, men som ansvarligt medlem af DA-familien siger han Nej til kædeansvar og tredjepartsforpligtelser samt generelle forhøjelser af mindstelønnen. Til gengæld siger Dansk Byggeri klart ja til de såkaldte "48 timers møder".

Fælles løsninger

3F’s OK-forhandler, Peter Hougård Nielsen, er ikke ukendt i medlemskredsen i Træsektionen, og han stillede velvilligt op på Vejlefjord for at begrunde sine synspunkter med hensyn til byggesektorens fremtid:

- Vi er nødt til at finde løsninger – sammen. Og vi samler på vores side flere og flere af byggeforbundene under samme hat; én fagforening på én byggeplads, siger Peter Hougård. Ligesom Dansk Byggeri mener han, at byggeforbundenes gennemslagskraft styrkes markant politisk og i forhold til arbejdsgiverne, når der er konsensus i kredsen; det gælder ikke mindst i forhold til social dumping.

- Vi vil altid arbejde for at bygge- og anlægsarbejder udført af udenlandsk arbejdskraft foregår på danske overenskomster. Og myndighederne skal op i gear i kampen mod sort arbejde, understregede Peter Hougård Nielsen overfor Træsektionen på Vejlefjord.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11