23948sdkhjf

Nyt liv i højderne

Det var en god dag for Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet og Aarhus Maskinmesterskole, da det nye 12-etagers Grundfos Kollegium blev indviet. Det ligger i første parket til havn og bugt
I går var dagen, da de sidste af i alt 198 beboere flyttede ind i Aarhus’ nye højhus på havnen. Så der var trængsel blandt flyttekasserne, da indvielsen fandt sted på toppen af bygningen.

- Vi har brug for flere attraktive boliger med en rimelig husleje til byens studerende. At vi samtidig kan styrke forskning i og udvikling af energiteknologi er et stort plus, siger Keld Laursen, formand for kollegiets bestyrelse.

Kamp for studieboliger

Ingeniørhøjskolen og Aarhus Maskinmesterskole stiftede for to år siden en ny selvejende institution, der står bag kollegiet.

Det er udsædvanligt, at uddannelsesinstitutioner blander sig i opførelse af ungdomsboliger, men det har været nødvendigt at tænke i nye samarbejdsformer, siger borgmester i Aarhus Kommune, Jacob Bundsgaard:

- Det er glædeligt, at de to institutioner involverer sig i arbejdet med at skaffe boliger til byens unge. I de seneste år har vi oplevet en stor vækst af nye studerende, og den tendens vil vi gerne fastholde. Derfor er vi også nødt til i fællesskab at gøre en aktiv indsats for at forbedre studieboligmarkedet.

Med laboratorium

Grundfos Kollegiet er opkaldt efter den danske industrikoncern, som har indgået en samarbejdsaftale med kollegiets bestyrelse og Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet.

Samarbejdet omfatter blandt andet en række forsknings- og udviklingsprojekter, som skal tage udgangspunkt i kollegiet som laboratorium.

Selve bygningen er opført med avanceret, indbygget måleteknologi, der kan registrere beboernes energiforbrug med en frekvens på få sekunder. Kollegiet bliver derfor base for et af Danmarks hidtil mest omfattende måleprogrammer.

Grønne beboere

- I Aarhus udgør CO2-udledningen fra bygninger og boliger mindst 35 procent af kommunens samlede CO2-udledning. For at nå vores mål om CO2-neutralitet i 2030 er det nødvendigt, at vi får mere viden om, hvordan vi kan reducere denne post i energiregnskabet, siger borgmester Jacob Bundsgaard.

Grundfos vil desuden være vært for et årligt tilbagevendende fagligt og socialt arrangement for kollegiets beboere, der skal være med til at gøre dem mere energibevidste.

- Vi ønsker, at kollegiet skal have en klar grøn profil. Og vi vil gerne påvirke beboernes daglige adfærd, så den bliver mere bæredygtig. Vi håber, at vi samlet set vil opnå en væsentlig reduktion i energiforbrug, siger Keld Laursen.

Grundfos Kollegiet er opført i lavenergiklasse 2015. Det betyder, at bygningen har brug for et minimum af energi.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093