23948sdkhjf

Hver anden elektriker dropper efterlønnen

Sidste øjebliks boom i henvendelser om at få udbetalt efterlønsopsparingen
Ønsket om at få efterlønsopsparingen udbetalt skattefrit har boomet i de sidste dage, inden kassen blev smækket i ved midnat natten til i dag.

I El-fagets A-kasse forventer forretningsfører Jørgen Have Poulsen således, at knap 50 procent af a-kassens efterlønsberettigede siger farvel til efterlønnen.

Han oplyser, at 6.041 medlemmer mandag morgen havde bedt om at få efterlønspengene. Det svarer til godt 47 procent af de efterlønsberettigede og har indtil videre betyder, at a-kassen har udbetalt 263 mio. skattefri efterlønskroner.

- Men med det pres, der har været på telefonerne hele dagen (mandag, red.) og i øvrigt også i sidste uge, når vi meget tæt på de 50 procent. For bare et par uger siden kom der blot 20-30 daglige henvendelser, men den sidste uge har der været 100-120 daglige henvendelser, siger Jørgen Have Poulsen.

Alle aldersgrupper

El-fagets a-kasseleder er ikke overrasket over, at der er kommet en slutspurt.

- Visse banker har jo nærmest kørt kampagner og en enkelt har lavet nedtælling, så ingen har været i tvivl om, det var ved at være sidste chance. Og det er jo også fint nok, hvis blot de enkelte træffer det valg, der er rigtigt for dem selv. Vi er især i den sidste fase ofte blevet spurgt hvad vi ville gøre, hvis vi var i medlemmets situation, men det har vi naturligvis ikke kunnet svare på. Vi har vejledt om reglerne og hvad det er man fravælger, hvis man melder sig ud, blandt andet muligheden for seniorjob. Og så har vi spurgt til, om de tror, de kan holde på arbejdsmarkedet, til de når pensionsalderen, siger Jørgen Have Poulsen.

Det er alle aldersgrupper, der fravælger efterlønnen. Der er både unge under 40 år, som ikke tror efterlønsordningen eksisterer, når de bliver ældre, og en del over 50 år, hvor det er personlige overvejelser og måske pres fra banken, der har ført til beslutningen.

Andre er også med

Også andre arbejdsløshedskasser har de sidste dage oplevet et boom i medlemshenvendelserne. I begyndelsen af september havde godt 45 procent af de efterlønsberettigede i Byggefagenes A-kasse fået deres efterlønsbidrag udbetalt.

Også her forventes det, at slutresultatet bliver, at omkring hver anden forlader ordningen. Byggefagenes A-kasse har blandt andre malere, blikkenslagere og elektrikere som medlemmer.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093