Vi finder os ikke i det længere
* At få en anden dagsorden i Danmark
* At få skabt en bedre social lighed i landet.
I Dansk El-Forbund var vi enige om, at der skulle et regeringsskifte til, hvorfor vi selvfølgelig bakkede op omkring arbejderbevægelsens politik.
Men vi er skuffede over de initiativer, de sidste 11 måneder er vist fra Socialdemokratiet og regeringens side.
Vi har sagt det før; at det der skulle ændres blandt andet var, at vi skulle have et bedre dagpengesystem, en bedre retfærdig fordeling af goderne i Danmark, der kunne tilgodese vore medlemmers sociale velfærd.
Min opfattelse er, at grunden til at det ikke sker er, at det er en såkaldt studenterregering, der hverken har vilje eller indsigt i dagligdagens normale problemstillinger.
Som jeg har sagt før, så er min opfattelse også, at man har fået valgt nogle mennesker, der har gjort det til en levevej og kun har haft ét for øje; at studere sig til at blive leverbrødspolitiker.
Før valget ja endda længe før, udtrykte vi, at man skulle se på dagpengesystemet.
Den glidebane, man har været inde på, hvor dagpengeperioden nu er nedsat til to år, (blev nedsat af den borgerlige regering) skal ændres, fordi når der er mangel på arbejde, kan man jo ikke bare plukke jobbene ned fra træerne.
Samtidig har vi medlemmer, der i mange år har betalt til en forsikring, der igennem årene er blevet kraftigt beskåret, hvilket Socialdemokratiet har medvirket til. Alle de ønsker og krav, vi havde fremsat:
* Forlængelse af dagpengeperioden
* Regulering af dagpengene, så man ikke skal gå fra hus og hjem
* Ændring af fradragsretten for fagforeningskontingent m.v. Det var nogle af de mange initiativer, som vi havde regnet med ville ske med en ny regering.
Et af vore krav var også, at man skulle se på omfanget af udenlandsk arbejdskraft i Danmark. Vi føler, at vi er til grin for vores egne penge, ved at vi har ledige kollegaer gående, samtidig med, at vi her i Danmark har udenlandske arbejdstagere, der tager vores arbejde, men ikke er med til at betale til samfundet.
Der udbetales ledighedsydelse, mens udenlandske virksomheder og arbejdere udfører underbetalt og overenskomststridigt arbejde i landet.
Virksomheder og de udenlandske arbejdsgivere betaler hverken skat eller afgift, ja vi oplever sågar at store internationale virksomheder trækker elektrikere til landet, hvor de så udfører jobs, hvor elektrikerne selv må betale for ophold, fortæring, transport m.v.
Regeringen har sat 65 mio. kroner af i 2012 til bekæmpelse af diverse udenlandsk arbejde på arbejdsmarkedet. Det er ikke nok! Det er ikke virksomt.
Det eneste, der hjælper, er at tage fat ved nældens rod med en klar udmelding om, at den konkurrenceforvridning fra andre EU- lande, den kan vi ikke acceptere, og så må regeringspartierne vise, at de har "røv nok i bukserne" til at sige fra over for EU, og simpelthen tage nationalt initiativ til at få det stoppet, og så må man tage krigen herfra i EU.
Vi har sagt det før; vi har Ikke noget imod, at kollegaer fra andre lande kommer til Danmark for at arbejde. Det skal blot foregå på lige løn- og arbejdsvilkår og efter de danske overenskomster.