23948sdkhjf

EU går hårdere efter banditter i habitter

EU-Parlamentet har tirsdag vedtaget et sæt strenge regler, der skal straffe finansiel kriminalitet hårdere.
Finansielle svindlere skal straffes hårdere. Det er essensen af et sæt nye regler, som efter EU-Parlamentets vedtagelse tirsdag nu står til at blive gældende lov i EU.

De nye regler er en udvidelse af et tidligere regelsæt, der skal forhindre insiderhandel, kursmanipulation og anden svindel, der påvirker de finansielle markeder.

Samtidig strammes reglerne i forhold til både bødestraf og personligt ansvar, ligesom myndighederne får større spillerum i kontrollen med de finansielle institutter.

Det glæder det danske medlem af Europaparlamentet Emilie Turunen (S), der længe har kæmpet for strammere regulering af den finansielle sektor.

- Set i lyset af de mange skandalesager de senere år, særligt inden for den finansielle sektor, er det helt på sin plads med en opstramning af reglerne.

- Vi signalerer klokkeklart til banditterne i habitter, at vi ikke vil acceptere snyd og manipulation, som alt for ofte foregår på bekostning af forbrugerne, investorerne og skatteborgerne, siger Turunen til Ritzau.

De nye regler indeholder blandt andet bødestraffe på op til 15 procent af den årlige omsætning i selskaber, der bliver dømt for insiderhandel.

Samtidig kan enkeltpersoner, der begår insiderhandel eller andre former for svindel, blive udelukket fra at bestride ledende stillinger i finansielle virksomheder.

- Der skal falde en hammer, når ledende ansatte i den finansielle sektor bevidst unddrager samfundet for at berige sig selv - og med disse nye regler er hammeren blevet en hel del tungere, siger Emilie Turunen.

Reglerne giver også bedre beskyttelse til whistleblowere, mens myndighedernes muligheder for at stoppe handlen med diverse finansielle instrumenter, gennemføre razziaer, beslaglægge eller fastlåse konti eller aktiver udvides.

Den nye forordning mangler formelt at blive godkendt af de 28 medlemslande. Det ventes at være en ren formssag.

Sideløbende med det nye regelsæt er EU også på vej med nye, strafferetslige sanktioner. De vil dog ikke gælde i Danmark på grund af det danske retsforbehold.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078