23948sdkhjf

Esbjerg finder PCB på skole

Esbjerg Kommune har gennemført screening på 23 bygninger og fundet PCB på en skole
I løbet af sommeren har Esbjerg Kommune undersøgt yderligere 23 bygninger for PCB i fortsættelse af den allerede gennemførte undersøgelse af 10 bygninger. På institutionen Havbakkens Børnehave blev der fundet PCB i en mængde, der ligger over det niveau, hvor Sundhedsstyrelsen anbefaler, at der handles.

Det betyder, at der på Havbakkens Børnehave nu skal sættes de samme midlertidige foranstaltninger i gang, som allerede er iværksat på Fourfeldtskolen og Børnehaven Tarphagevej.

På Havbakkens Børnehave ligger PCB-niveauet på ca. 600 ng/pr. kubikmeter luft, hvilket er i området mellem 300 og 2.000 ng/kubikmeter luft, hvor Sundhedsstyrelsen anbefaler, at en varig løsning iværksættes, inden der er gået to år.

Dermed siger Sundhedsstyrelsen også, at der ikke er en sundhedsmæssig risiko ved at anvende lokalerne her og nu.

- Selv om det selvfølgelig er en bygning for meget, så må vi alligevel glædes over, at omfanget af PCB ikke er så omfattende, som først frygtet. Det er trods alt positivt, at vi kun finder en bygning med lettere forhøjet PCB-niveau blandt de 23, som var udpeget, fordi vi vurderede sandsynligheden højest der, siger Freddie H. Madsen (DF), formand for Teknik & Forsyningsudvalget, til Esbjerg Kommunes hjemmeside.

Erfaringer fra skole

Forud for supplerende undersøgelser skal Havbakkens Børnehave rengøres, og ventilationen skal øges. Den fremgangsmåde har Esbjerg Kommune fundet frem til i samarbejde med Embedslægen, og på Fourfeldskolen har det haft stor effekt.

I nogle lokaler på Fourfeldskolen faldt niveauet af PCB i luften næsten til det halve, i andre lokaler på Fourfeldskolen var faldet knap så markant, men der er ingen tvivl om, at rengøring og ventilation har en målbar effekt.

Forøget risiko

Esbjerg Kommune har 250 kommunale bygninger, der er opført i årene fra 1950 – 1977, hvor der er en forøget risiko for, at byggematerialerne indeholdt PCB.

13 procent af de bygninger er blevet udvalgt til nærmere undersøgelse, og på i alt tre af dem er der fundet forhøjede PCB-værdier.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094