Tal sammen
Det indebærer, at alle må give sig - regeringen på eksempelvis en forbedret boligjobordning, oppositionen eventuelt med en forlængelse af dagpengeperioden eller lavere krav til genoptjening. Begge parter må så indvilge i at fastsætte tidspunkter for ophøret af ordningerne, så der holdes fast i, at dagpengereformen træder i kraft, bare på et senere tidspunkt, hvor der måske i befolkningen også er større forståelse for stramningerne.
Samtidig må det dog være et krav, at rådighedsreglerne skærpes. Det er fuldstændig urimeligt og vanvittigt, at danske virksomheder, der overholder gældende overenskomster, er nødt til at hyre udenlandsk arbejdskraft, fordi danske lønmodtagere føler sig for fine til at tage de nævnte job, eller at de simpelthen konstaterer, at de har mere ud af at være på dagpenge og kontanthjælp. Måske er det på tide, at anvisningen af arbejdskraft igen vender tilbage til a-kasserne og dermed overflødiggør de mange teoretikere på jobcentrene, der aldrig selv har været ude på en privat arbejdsplads.
Erfaringerne med dansk økonomi har gennem årene gang på gang vist, at bygge- og anlægssektoren kan være den dynamo, der sætter gang i den samlede samfundsøkonomi. Og såmænd også den sektor der kunne skabe overophedning af økonomien. Derfor blev bygge- og anlægssektoren ofte offer for en stop-and-go" politik med store udsving i aktiviteterne og uden reel mulighed for at langtidsplanlægge investeringerne. Den tid er imidlertid forbi, hvis man tænker i de store anlægsinvesteringer. Det viser erfaringerne med regeringens kickstart - desværre. Den skaber job, men ikke til danskere.
Bygge- og anlægssektoren kan igen blive det nødvendige økonomiske lokomotiv, hvis regeringen og oppositionen sætter sig ned og af et ærligt hjerte forsøger at finde en løsning, der både skaber job i små og mellemstore håndværkervirksomheder og spænder et nødvendigt sikkerhedsnet ud under de ledige. Det kan lade sig gøre - hvis viljen til kompromis er til stede hos alle parter. Danskerne fortjener, at alle gode viljer samles om at gøre forsøget.