23948sdkhjf

Magiske materialer bag ny arkitektur

På en ny udstilling, der åbner i morgen fredag kan man udforske 100 forskellige materialers egenskaber. Alt sammen for at gøre os klogere på de kræfter, der har været med til at forny arkitekturen
Fra 30. marts og frem til 5. juni sætter Dansk Arkitektur Center (DAC) fokus på materialernes muligheder i byggeriet.

Det sker med en ny stor udstilling “Material World

- fra materialer til ny arkitektur" hvor man kan udforske 100 forskellige materialers kvaliteter og egenskaber og stifte bekendtskab med den nyeste udvikling inden for blandt andet glas, træ og beton.

Menneskets evne til konstant at udvikle og bruge materialer på nye måder, og samtidig skabe helt nye materialer, har været afgørende for, hvordan arkitekturen gennem tiden har skiftet form, udtryk og stil. Og i dag er forskning og udvikling inden for nye materialer blevet en kompleks videnskab, der har fokus på økonomisk, ressourcemæssig og miljømæssig bæredygtighed.

På udstillingen "Material World – fra materialer til ny arkitektur" inviterer Dansk Arkitektur Center indenfor i materialernes verden og viser, hvordan nye måder at anvende materialer på er med til at sikre en bæredygtig udvikling inden for byggeriet og udvikle og forny arkitekturen med nye overflader, nye udtryk og oplevelser.

Udforsk 100 materialer

- Fremkomsten af nye byggematerialer har gennem tiderne udviklet arkitekturen mere end noget andet. For 5000 år siden kom murstenen, som blev den menneskelige civilisations primære byggesten. For godt 100 år siden fik vi stål, og det blev muligt at opføre Eiffeltårnet og de første amerikanske højhuse, siger Kent Martinussen, adm. direktør i DAC. Han tilføjer:

- I begge tilfælde forandrede de nye materialer arkitekturen og vores verden for altid. Med udstillingen viser vi, hvordan nutidens materialeudvikling flytter arkitekturen i nye retninger, og samtidig kan være med til at skabe fremtidens bæredygtige samfund.

I udstillingen kan man se, røre og udforske 100 forskellige materialers kvaliteter og egenskaber inden for fem kategorier: stærke, lette, grønne, smarte og transparente materialer.

Derudover kan man se nærmere på 12 bygningsudsnit i virkelig størrelse og få fortællingen om nogle af de danske og internationale bygningsværker.

For eksempel har man i Herzog & de Meurons Elbphilharmonie i Hamburg brugt en ny type betondæk, hvor hule plastikkugler er indstøbt i betonen og derved er 30 procent lettere end et traditionelt betondæk. Det har gjort det mulig at bygge ovenpå et 100 år gammelt pakhus.

Behov for innovation

Dertil har man brugt glas på en helt ny måde for at skabe bygningens enestående facade. Og på forskningsstationen Halley VI i Antarktis, der har været en af verdens mest udfordrende bygninger at opføre, har man brugt et højisolerende vindue med fyld af nanogel, oprindeligt udviklet til rumindustrien.

- Nogle kunne hævde, at vi har byggematerialer nok, men udviklingen af materialer udfordrer den måde, vi bygger på. Nye teknologier giver også nye arkitektoniske muligheder og skubber til vores måde at tænke byggeri på. Materialer fascinerer og stimulerer vores innovationskraft. Og de kan være med til at løse byggeriets aktuelle udfordringer, både i økonomisk, ressource- og sundhedsmæssig forstand, siger direktør Hans Peter Svendler fra Realdania, der har støttet udstillingen.

Algeenergi på facaden

Materialeproducenter, forskere, ingeniører og arkitekter arbejder konstant med at udvikle materialernes egenskaber og potentialer.

For eksempel kan man se projektet TailorCrete og få indblik i, hvordan Teknologisk Institut arbejder med robotteknologi for at udvikle brugen af beton. Man kan også få historien om Arups algefacadesystem, hvor produktionen af biomasse direkte på bygningen kan bruges til at udvikle energi. Algefacaden er et eksempel på byggebranchens arbejde med at udvikle nye materialer, der kan reducere energiforbruget i vores bygninger.

- Der venter os et hav af arkitektoniske opdagelser i udviklingen og brugen af nye materialer; dynamiske konstruktioner, intelligente facader og designede overflader er blot nogle få eksempler på morgendagens bygninger, siger Kasper Guldager Jørgensen, arkitekt og leder af GXN, som er 3XNs udviklingsafdeling, og som har været med til at skabe udstillingen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094