Incitamentet siger igen udenlandsk arbejdskraft
Det er ifølge BAT-kartellet ganske naturligt, at arbejdskraft fra udlandet er mere fleksibel end dansk arbejdskraft, eksempelvis med færre sygedage
Det fremgår af Dansk Arbejdsgiverforenings nyhedsbrev Agenda. Som eksempel nævnes Lindenborg Gods, der for 10 år siden kun havde danskere ansat i selskabets planteskole, mens der nu kun er én dansk arbejdsleder resten er litauere ansat på overenskomstmæssig løn i sæsonarbejde.
Søren Kaj Andersen, der er centerleder på Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier (FAOS) ved Københavns Universitet, forklarer udviklingen med, at arbejdsgiverne har problemer med at finde kvalificeret dansk arbejdskraft.
- Østeuropæerne bliver af arbejdsgiverne oplevet som engagerede, mødestabile og har et beskedent fravær, siger Søren Kaj Andersen. Han peger dog også på lønnen som en faktor for den stigende andel af udenlandsk arbejdskraft:
- En polak, der kommer til Danmark, kan få en lønindtægt, som er op til fem-seks gange højere end, hvad han kan få i Polen, siger Søren Kaj Andersen.
Ingen nyhed
Sekretariatschef Gunde Odgaard fra Bat-Kartellet undrer sig over, at der skulle være en nyhed i oplysningerne fra DA.
- Det er en så gammel nyhed, at man tror, det er løgn. Det er jo kendetegnende for vandrende arbejdskraft, hvad enten det er danskere i Norge eller Tyskland, eller polakker i Danmark, at det er en mere fleksibel arbejdskraft og med lavere sygefravær. Man bevæger sig væk fra hjemmet for at tjene penge og for at forsørge sin familie. Desuden er en stor del af den vandrende arbejdskraft yngre mænd, der er væk fra familien, ikke skal hente børn i skolen eller træne den lokale fodboldklub. De har ikke barns første sygedag, og når de er væk fra familien, er de parate til at arbejde så meget som muligt. Vandrende arbejdskraft opfører sig stort set ens over hele verden, siger Gunde Odgaard til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Han understreger samtidig, at det er "uforståeligt", hvis arbejdsgiverne vurderer, at det er en konkurrenceparameter, når det gælder om at ansætte arbejdskraft, at der satses på medarbejdere, som ikke har forpligtelser.
Direktør Peter Stenholm fra Dansk Byggeri kalder oplysningerne fra Agenda for "interessant læsning", men understreger samtidig, at der ikke findes relevant datagrundlag for byggesektoren, der belyser anvendelsen af østeuropæisk arbejdskraft og årsagerne til dette:
- Det er beklageligt, at der mangler datagrundlag til at forklare udviklingen. Derfor er Dansk Byggeri også gået sammen med 3F for at finansiere en analyse fra netop FAOS, der skal belyse den udenlandske arbejdskraft. Det kan godt være, at du kan finde arbejdsgivere i byggesektoren, der har en oplevelse, som den, der er beskrevet i Agenda, men vi har ingen systematiske meldinger om det i Dansk Byggeri, forklarer Peter Stenholm, der samtidig understreger, at analysen fra FAOS vil blive udarbejdet, så snart der er plads til det i forskningsprogrammet.