HusCompagniet udvider i Sverige
HusCompagniet har på under to år solgt 60 huse fra kontoret i Malmø, og nu skal hele Sydsverige kende til husene. I 2013 åbner salget ydermere fra Gøteborg
Derfor skruer typehusvirksomheden efter to år på markedet nu markant op for indsatsen med at sælge selskabets huse til husbyggere i hele Sydsverige.
Større skridt
HusCompagniet har allerede 10 procent af markedet i Sydskåne og har store forventninger til at tage et endnu større skridt ind på det svenske husmarked og fortælle mere om fordelene ved at bo i stenhus.
- Boligkunderne har vist stor interesse for os og været meget nysgerrige omkring vores huse i de første to år, vi har været til stede i Sverige. Stenhuse opfattes som god kvalitet, og mange kunder bliver overrasket, når vi fortæller, at husene kan bygges til priser, der svarer til, hvad et træhus koster. Derfor vil vi gerne udvide konceptet til hele Sydsverige og tror på, at vi kan revolutionere markedet, siger Søren Hansen, der er adm. direktør i Svenska HusCompagniet, der forventer at fortsætte udvidelsen af markedet til også at gælde Gøteborg til næste år.
800 huse i 2011
Husfirmaet byggede over 800 stenhuse sidste år og kan som Danmarks største husleverandør tilbyde et særdeles velprøvet byggekoncept.
- Vores huse bliver ikke bygget på en fabrik. De bygges på stedet med faste håndværkere, og derfor kan vi tilbyde en høj grad af fleksibilitet, hvis vores kunder vil ændre på planløsningen eller noget helt tredje. Fleksibilitet og individualitet er sammen med høj kvalitet og design, økonomisk tryghed samt konkurrencedygtige priser de gennemgående parametre, når vores kunder vælger det hus, de vil have bygget, siger Søren Hansen.
HusCompagniet har solgt mere end 60 huse i Sverige de seneste to år og har store vækstforventninger, selv om markedet er presset og mange boligkøbere afventer konsekvenserne af krisen.