Start for vigtig strategi
Ambitiøst opstartsmøde i morgen om energirenovering kan blive den store kick-off til at tænke og handle fremtidsrettet, mener Foreningen af Rådgivende Ingeniører og Bygherreforeningen
I morgen er Klima-, Energi- og Bygningsministeriet vært og initiativtager til et ambitiøst opstartmøde i netværket for energirenovering, med en imponerende deltagerliste. Stort set alle væsentlige brancheorganisationer inden for byggeri og energi deltager. Og flere, heriblandt Dansk Byggeri, har været ude at gøre sig lystig over, at initiativet kommer nu, efter at regeringens finanslovsudspil indeholder "en rundbarbering af energirenoveringspuljen", som Michael H. Nielsen, direktør i Dansk Byggeri, formulerer det over for Licitationen.
Dette tilsyneladende paradoks kan direktør Henrik Bang fra Bygherreforeningen godt følge et stykke hen ad vejen, men som han siger:
- Selvfølgelig kan det godt virke lidt underligt, men vi har på den anden side længe efterlyst, at der bliver lavet et sådant strategiarbejde, og det er fint, at det sker nu. Processerne tager jo lang tid, når vi snakker om renovering, og mens der planlægges, risikerer vi, at der er bygninger, der ikke bliver fremtidssikret - og vi risikerer at miste to års produktion. Derfor handler det om, at få overblik over hvad der kan lade sig gøre og jo hurtigere jo bedre, siger han.
Efterlyser fast grund
Ifølge Henrik Bang er der allerede nu muligheder for at samle op på erfaringer. Og få det omsat til retningslinjer.
- Vores medlemmer sidder med tunge investeringsbeslutninger, og vi efterlyser mere fast grund under fødderne, ved at samle op på erfaringer og styrke en industriel udvikling, der kan gøre tingene billigere. Derfor skal vi fokusere på, hvad der kan gøres og finde ud af, hvor der er markedsudvikling. Bygningsrenovering og energirenovering hænger jo sammen, og det er fornuftigt at udarbejde en strategi og se på hvilke bygninger, der bliver modne om for eksempel fem år til energirenovering, frem for at smøre det hele tyndt ud, som tendensen har været - fordi vi har manglet viden. Nu bør vi se på, hvad der er skridt et og skridt to, og i det hele taget få brudt den gigantstore renoveringsudfordring ned i mindre bidder, så vi kan overskue den, siger Henrik Bang forud for mødet i Eigtveds Pakhus i morgen.
Vigtig kick-off
Også Henrik Garver, direktør i Foreningen af Rådgivende Ingeniører (FRI), har høje forventninger til at mødet bliver den store kick-off for en ny renoveringsstrategi med henblik på energieffektivisering.
- Nu skal vi se på de eksisterende bygninger. Og det er her, jeg samtidig kan have min bekymring: Det er dyrt at energirenovere, det kræver forsøgsbyggerier i stor skala, og jeg er bekymret for, at man ikke kan finde pengene. Men hvis man senere finder flere midler, er det om at satse på den gode forberedelse, hvad vi gør med mødet nu, siger Henrik Garver.
Henrik Garver efterlyser, at der kommer forskningskroner i spil og ser gerne en vilje til at se værdien i løsninger, der går ud over de udbudsrammer, der ligger i dag.
- Man skal ikke arbejde for langt væk fra virkeligheden. Det skal være konkrete projekter i for eksempel boligforeninger. Og det er svært i private boligforeninger, for her spiller lejeloven også ind. Man skal nok lige nu se på den almene sektor, og her skal vi skal fundet midler inden for de næste fem år. Hvis vi skal kunne nå det efterslæb, der er, så dur det ikke at vi sidder og venter til 2030. Vi kan måske vente til 2020, men der er noget med timingen i det, hvis vi skal gøre Danmark fossilfrit inden 2050, siger Henrik Garver til Licitationen. Han kan godt se, at det er paradoksalt, at regeringen beskærer i finanslovsforslaget og samtidigt slår det stort op i morgen.
- Men dagsorden er så vigtigt så selv om pengene ikke er der i 2013, så kan det være, at de kommer i 2014. Og når man taler om disse ting, skal man huske, at der kan være langt fra planlægning til handling. Derfor er det ekstra vigtigt ikke at strikke "last minute"-løsninger sammen, siger Henrik Garver, der også fremhæver det fornuftige i, at man samler den vigtige kreds af mennesker til opgaverne.
- Derfor vil jeg ikke klandre regeringen for at vise denne rettidige omhu, siger FRI-direktøren.
- Der er en række væsentlige spøgsmål at få stillet: Om hvad der skal rives ned, og hvad der skal renoveres. Mødet i netværket kan godt blive banebrydende for, hvordan man energirenoverer og får den eksisterende bygningsmasse op på et acceptabelt niveau, siger Henrik Garver.