23948sdkhjf

Budgetaftale er endnu et lille skridt i den rigtige retning

Årets budget i København blev endnu et godt et af slagsen for erhvervslivet i hovedstaden, også byggebranchen.

Vi fortsatte linjen fra sidste års budgetaftale og forårets fordeling af 2012-overskuddet og sikrede bedre vilkår for byens virksomheder. Som det hedder i årets aftaletekst, er det målet at sikre de bedst mulige rammebetingelser for erhvervslivet.

I praksis kommer det til udtryk ved, at budgetaftalen indeholder væsentlige lettelser af erhvervslivets afgifter og en række tiltag målrettet vækst og internationalisering. Specielt vil jeg fremhæve fjernelsen af afgifter for 85 mio. kroner: Det er varig fjernelse af afgiften på udeservering, og afgifter på mobilt gadesalg, vareudstillinger og filmoptagelser. Hertil kommer også en ny erhvervs-task force, der helt præcist skal klarlægge, hvad der skal til, for at kommunen kan rykke længere frem på DI’s erhvervsbarometer.

Med andre ord er København begyndt at tage erhvervslivet alvorligt. Men – og det er mit ærinde her – det er selvfølgelig ikke gjort med det. Det kræver en hel del flere aftaler af samme skuffe, førend vi er i mål, for Liberal Alliance har jo desværre ikke magt, som vi har agt.

Først og fremmest gælder det om fortsat at begrænse de skatter og afgifter, som København lægger på erhvervslivet.

Det gælder den daglige afgift på containere på mellem 70 og 140 kroner om dagen. Det gælder den årlige afgift på skilte og vareudstillinger, som ligger på mellem 1.400 og 11.000 kroner om året. Dem fik vi skåret med 25 procent i årets aftale, men de skal helt væk. På samme måde som vi i årets aftale fik fjernet afgiften på udeservering – for hvorfor betale skat for at servere en fadøl – er det urimeligt at betale skat for at bruge vores fælles jord til at vise varer frem eller til en arbejdscontainer.

Vi er i Liberal Alliance indstillet på, at det er de mange små skridt fremad, der skal gøre forskellen for erhvervslivet i København, for med kun et par mandater, har vi jo desværre ikke agt, som vi har magt.

Men vi er også villige til at tage kampen, og indgå i de nødvendige kompromisser for at København får et erhvervsvenligt klima. Ikke kun i skåltalerne, og når der skal klippes snore, men også i praksis.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094