23948sdkhjf

Tværfaglighed på skemaet

Uddannelsesleder på Københavns Tekniske Skole er lydhør overfor ny rapports anbefalinger om mere fokus på renovering og tværfaglighed. Men virkeligheden har det med at spænde ben for de gode intentioner
Den nye rapport “Fokus på bygningsrenovering", der forleden blev udgivet på initiativ af Grundejernes Investeringsfond og Realdania, anbefaler mere fokus på renovering hos uddannelsesinstitutionerne. Forfatterne til rapporten mener, at der generelt bliver lagt for lidt vægt på faglige og tværfaglige uddannelser på renoveringsområdet, og der bør arbejdes mere med at identificere de områder inden for uddannelse af håndværkere, der kan løfte færdighederne.

- Snakken om tværfaglighed popper jo op mange gange, når vi taler om innovation. At håndværkere skal være bedre til at aflæse og afkode andre fag. Og på flere større pladser kan det altid blive bedre, så man ikke ubevidst lægger fælder for hinanden, siger uddannelsesleder Klaus Mønster, Københavns Tekniske Skole (KTS) Herlev, til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Et fælles hus

Til rapportens anbefaling om, at der bør udvikles uddannelsesforløb og kompendier til skoler og arbejdspladser om tværfaglighed i forbindelse med renovering, siger han:

- Vi har drøm om på grundforløbet at få ressourcer til “et fælles hus", hvor man får koblet alle fag, og hvor de kan få en større forståelse for samarbejde ved at få lov til at bygge små mock-up’er, så de får hands-on erfaringer om samarbejde. At eleverne får kendskab til hinandens bygningsdetaljer. At det er i orden, at elektrikeren siger til tømreren, at han skal vende stålreglarne ens hver gang, så det ikke bliver nødvendigt at bore huller efterfølgende, siger Klaus Mønster.

Han efterlyser samtidigt god kommunikation:

- Er du i et stort kontorområde, så nytter det ikke noget at du får mange tons gips på bukke og så stiller den, hvor smeden skal trække rør til springlerne.

At styrke viden

Klaus Mønster mener, at den tværfaglige indsats allerede er i gang. I hvert fald i mindre målestok:

- Måske har vi ikke hele paletten af håndværkere med, men der er fokus på at styrke kompetencerne, siger han:

- Vi ser stadig for mange forkerte undertagsløsninger og isoleringer. Det fylder mere og mere i uddannelsen med tæthed i byggeriet, og derfor får det også større bevågenhed i uddannelsen. Da jeg startede i begyndelsen af 80’erne fik vi en lille bog fra Rockwool, der hed Den Lille Lune. I dag bliver eleverne på fjerde modul undervist i varmeværdier, energiregnskab og andet, der er relevant, men selvfølgelig ikke på ingeniørniveau, siger Klaus Mønster.

I det hele taget er rapportens anbefalinger om at udvikle skoleforløb om tværfaglighed og innovation allerede kendt stof på KTS.

- Vi eksperimenterer allerede med det. Men det er ikke det nemmeste at få implementeret, for flere af kurserne, også for de ledige, kræver en vis volumen. Mange bliver væk, hvis de får arbejde. Og selv om vi har nivelleringskurser, stilladskurser, og så videre, på to-tre dage, er spørgsmålet stadig om jobcentrene vil betale for det, siger Klaus Mønster, der imidlertid understreger, at KTS arbejder på at styrke den tværfaglige del, og at skolen er opmærksom på, at kommunikationen mellem fagområderne skal styrkes.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.114