Slut med penge til udviklingsprojekter
Forebyggelsesfonden støtter ikke længere projekter med det formål at udvikle nye tekniske hjælpemidler
Siden fonden så dagens lys i 2007 har ikke mindst virksomheder og rådgivere med tilknytning til bygge- og anlægsbranchen fået et tocifret millionbeløb til projekter, der har skullet udvikle tekniske hjælpemidler, som kan gøre hverdagen på landets byggepladser lidt mindre anstrengende og mindre tung.
Det har blandt andet handlet om udvikling af mobil lift til at løfte byggeplader fra paller, udvikling af sundhedssikre metoder til fjernelse af pcb-fuger, udvikling af en motoriseret stenvogn til transport af stenhoveder, udvikling af lift til montering af loftsplader og udvikling af skamler til murerfagets nye stenhoveder.
Den type projekter vil ikke længere kunne opnå tilskud. Det bekræfter Charlotte Fuglsang, der er direktør i Forebyggelsesfonden.
Baggrunden er, at regeringen og Enhedslisten er blevet enige om at ændre fondens fokus til også at handle om initiativer til at fastholde flere på arbejdsmarkedet og til et andet fokus på forebyggelse af nedslidning.
Målrettet indsats
- Regeringen har ønsket at målrette indsatsen, så den har fokus på at få færre på passiv forsørgelse, og det gør man ved en mere målrettet indsats, siger Charlotte Fuglsang.
- Man vil nå de overordnede mål - forebyggelse og fastholdelse - ved at øge tilsyn og rådgivning, ved at tilbyde virksomhederne konkret og enkel hjælp i det daglige arbejde og ved at sætte ind over for arbejdsulykker. Arbejdsmiljøindsatsen knyttes samtidig tættere til den øvrige beskæftigelsespolitiske indsats, så indsatsen for at fastholde seniorer og udsatte mennesker på arbejdsmarkedet bliver mere målrettet.
- Man kan sige, at hidtil har projekterne haft karakter af bottom-up, mens det nu mere bliver top-down for at regeringen kan nå sine overordnede målsætninger, siger Charlotte Fuglsang.
Kunstig åndedræt
I Byggeriets Arbejdsmiljøbus, der er partsforetagende med netop fokus på forebyggelse af ulykker og nedslidning, er man kede af den ny prioritering, selv om projektleder Anders Kabel har svært ved at tro, at beslutnigen er uigenkaldelig.
- Det er meget vigtigt, at der hele tiden arbejdes med at udvikle nye tekniske hjælpemidler, så arbejdet på byggepladserne bliver mindre tungt, ikke mindst med tanke på, at vi skal blive længere på arbejdsmarkedet. Hvis det er rigtigt, at det ikke længere bliver muligt at søge til sådant udviklingsarbejde, bliver der færre af den slags projekter. Ikke af ond vilje, men fordi producenter måske ikke tør gå i gang med et større udviklingsarbejde, som man ikke ved hvor ender og om markedet er interesseret. Det kræver lidt kunstigt åndedræt, og det er netop hvad Forebyggelsesfonden så flot har givet. Vi har i bygge- og anlægsbranchen været meget glade for de forskellige teknologiprojekter, fordi de har været forankret ude i virksomheder og har inddraget medarbejderne. Det har givet ejerskab. Det sikrer, at de udviklede hjælpemidler vil blive efterspurgt i branchen, mener Anders Kabel.
Han mener, at selv om de enkelte teknologiprojekter har været forankret omkring enkeltvirksomheder, så vil de udviklede værktøjer komme hele branchen til gode.
En række teknologiprojekter, som allerede har fået støtte fra Forebyggelsesfonden, men som ikke er afsluttet, fortsætter, indtil de er afsluttet.