Femern-entreprenører udsættes for løntjek
Femern vil kræve at entreprenører kan dokumentere løn- og arbejdsforhold
Det fremgår af et svar fra transportminister Henrik Dam Kristensen (S) til Enhedslistens medlem af transportudvalget, Henning Hyllested.
Som statslig bygherre er Femern A/S forpligtet til at udbyde arbejdet efter ILO-konvenation 94, der sikrer medarbejdere løn, arbejdstid og andre arbejdsvilkår, som ikke er mindre gunstige end dem, der gælder for arbejde af samme art inden for vedkommende fag eller industri på den egn, hvor arbejdet udføres".
Disse vilkår vil komme til at fremgå af udbudsdokumenterne.
Regler skal følges
Det afgørende er imidlertid, at Femern A/S lægger op til kontrol med, at reglerne følges.
- Femern A/S vil ikke blot stille krav i udbudsmaterialet, men også opstille modeller for overvågning af vilkårenes overholdelse i forbindelse med administration af kontrakterne i anlægsperioden, hedder det i svaret fra transportministeren.
Det fremgår, at Femern A/S vil drøfte spørgsmålet med arbejdsmarkedets parter med henblik på at kunne sikre, at de bydende entreprenører, inden afgivelse af endelige bud, kan demonstrere, at de vil kunne leve op til kravene".
Fælles forståelse
Meldingen fra Femern-bygherren hilser velkommen af Dansk Byggeri.
- Vi har gjort os til fortaler for, at bygherren ikke slipper ansvaret, så snart kravene er stillet. Derfor er det helt rigtigt, at bygherren rent faktisk giver sig selv redskaber til at sikre, at der ikke sker underbetaling, siger Lars Storr-Hansen, der er adm. direktør i Dansk Byggeri.
Han siger, at det er vigtigt, at der skabes en fælles forståelse for, hvad det er for vilkår, entreprenørerne skal leve op til.
- Og så skal bygherren sikre sig, at de enkelte entreprenører er i stand til at opfylde kontrakterne på de vilkår, man bliver enige om, siger Lars Storr-Hansen.
Løn efter tysk lov
Henning Hyllested, der har stillet spørgsmålet, er også tilfreds.
- Det er ikke nok med de rigtige krav. Der skal også sikres mulighed for, at Femern kan holde øje med entreprenørerne, siger han.
Transportminister Henrik Dam Kristensen skriver i øvrigt i sit svar, at den del af arbejdet, der foregår på tysk område, vil være omfattet af tysk lovgivning. Det indebærer, at arbejdskraften her er omfattet af den ved lov fastsatte mindsteløn.
- Konsekvensen af den tyske måde at implementere udstationeringsdirektivet på er, at det er relativt enkelt for Femern A/S at sikre, at der ikke sker social dum-ping, idet kravene til entreprenørerne følger direkte af tysk lov, skriver ministeren i sit svar.