23948sdkhjf

Danske teams er fortsat med i kampen om nyt sygehus

Danske arkitektfirmaer med i slutfasen om at projektere det ny hospital i Køge
Konkurrencen om at projektere Region Sjællands nye universitetshospital i Køge skærpes. Nu er der kun to teams tilbage i kampen om opgaven, der med et budget på fire mia. kroner er Region Sjællands største og dyreste byggeprojekt nogensinde.

Først var der 13 teams, der meldte sig i kampen om at tegne og projektere det ny sygehus. Heraf blev de fem prækvalificeret i efteråret 2012.

Nu har en dommerkomité valgt to grupper, der indbydes til den afgørende kamp om at blive totalrådgiver for projekteringen. Begge grupper er rent danske konsortier, der i konkurrencen blandt andet har elimineret to engelsk ledede teams. I spidsen for de to konsortier står arkitektfirmaet C.F. Møller A/S, Aarhus og aarhus arkitekterne A/S, København.

- Universitetssygehuset i Køge bliver en krumtap i vores samlede sygehusvæsen i regionen. Det får en vigtig funktion i forhold til den specialiserede behandling, og skal samtidig bygges og indrettes, så det matcher fremtidens behov mange år frem i tiden, siger regionsrådsformand Steen Bach Nielsen (S), der har haft sæde i dommerkomiteen.

- Alle de indkomne forslag har haft et utrolig højt niveau. Alle har bidraget med fine indspil, og vi har haft nogle meget engagerede diskussioner forud for dommerbetænkningen, siger Steen Bach Nielsen.

Nu er der kun to

Deltagerne i konkurrencen har især skulle forholde sig til arkitektur, sammenhæng til omgivelser, funktionsindplacering i nyt og i eksisterende byggeri, totaløkonomi, princip for konstruktioner og installationer, bæredygtighed, arealanvendelse samt realisering af projektet.

Gruppen med C. F. Møller som ledende firma har desuden Alectia og Rambøll som konsortiemedlemmer samt Søren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma og Cubo Arkitekter som underrådgivere.

Aarhus arkitekterne har som ledende firma schmidt hammer lassen architects, Cowi og Moe & Brødsgaard som konsortiemedlemmer og JJW Arkitekter og Arkitekt Kristine Jensens Tegnestue som underrådgivere.

Vinder til sommer

De fem prækvalificerede grupper har alle afleveret deres forslag anonymt, så dommerkomitéen først efter afgørelsen fik at vide, hvem der havde afleveret de udpegede forslag.

I det videre arbejde skal forslagene videreudvikles gennem forhandlingsrunder med regionen.

Den endelige vinder af projektkonkurrencen udpeges 6. juni i år af regionsrådet. Vinderen bliver totalrådgiver for projekteringen.

Region Sjælland oplyser, at først når vinderen er udpeget vil det samlede materiale fra de deltagende grupper blive offentliggjort. Dommerbetænkningen er dog tilgængelig nu på regionens hjemmeside.

Første spadestik forventes ved årsskiftet 2015-2016, og byggeriet skal være færdig i 2020.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141