23948sdkhjf

Lettere at bygge nyt interiør i fredede huse

En ændring af bygningsfredningsloven gør det lettere at bygge nyt køkken og badeværelse i fredede huse
Når ejere af fredede huse gerne vil udskifte deres eksisterende køkken eller badeværelse, skal de ikke længere spørge Kulturstyrelsen om lov.

Med en lovændring, som Folketinget vedtog 13. december sidste år, skal ejerne kun underrette styrelsen skriftligt, hvis de vil foretage bygningsarbejder i såkaldte funktionsrum som køkkener, badeværelser og bryggerser, så længe der er tale om arbejder, der ikke påvirker bygningens bærende fredningsværdier.

Bygnings Frednings Foreningen Byfo, som er stiftet af private ejere af bygningsfredede bygninger i Danmark, har arbejdet i over 10 år for at få gennemført en liberalisering af praksis vedrørende funktionsrummene.

Derfor er Byfos formand Birthe Iuel glad for, at ejerne nu slipper for en besværlig og til tider lang sagbehandling, når de vil bygge nyt køkken eller badeværelse.

- Ejerne slipper for meget besvær, når de ikke skal igennem en lang sagsbehandling. Det har heller ikke været logisk, at man skulle søge om at bygge nyt, når der ikke var tale om eksempelvis et originalt køkken.

Ifølge Birthe Iuel er lovændringen et udtryk for en generel ændret holdning til rum som køkkener og badeværelser:

- Før betragtede man køkkener og badeværelser som en del af interiøret. Nu ser man det i stedet som møbler, der kan skiftes regelmæssigt, siger hun.

Præcise anvisninger

Selv om Byfo hilser ændringen velkommen, understreger Birthe Iuel, at Byfo imidlertid anbefaler, at der gives klare og præcise anvisninger på ejernes råderum, og at foreningen anbefaler, at der etableres et let administrerbart økonomisk incitament til at anvende kvalificeret faglig rådgivning ved udskiftning eller nyindretning af for eksempel køkkener og badeværelser.

Ændringen af bygningsfredningsloven har til formål at forenkle administrative processer vedrørende behandling af frednings- og bygningssager og skal medvirke til en afbureaukratisering og regelforenkling.

Lovændringen er trådt i kraft, men da man stadig arbejder på udarbejdelsen af selve bekendtgørelsen, der skal beskrive de nærmere detaljer i forbindelse med loven, råder Birthe Iuel husejerne til at kontakte Kulturstyrelsen, hvis man vil bygge nyt køkken eller badeværelse.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.084