Grove forseelser kan udelukke entreprenører
Der skal være tale om en dom og forhold af en vis grovhed, før Københavns Kommune kan udelukke entreprenører fra at byde på byggeopgaver
Det oplyser Økonomiforvaltningen i kommunen overfor Licitationen - Byggeriets Dagblad efter kontakt til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Derimod er der mulighed for at udelukke entreprenører fra at byde, såfremt de er dømt for en strafbar handling, der rejser tvivl om den pågældendes faglige hæderlighed. Det kan eventuelt være en dom i Arbejdsretten.
Enhedslisten i Borgerrepræsentationen i København stillede i sidste måned et forslag om at udelukke entreprenører fra at byde på opgaver for kommunen for at komme snyd og underbetaling til livs.
Borgerrepræsentationen besluttede at pålægge Økonomiforvaltningen at undersøge mulighederne for sanktioner over for entreprenører, der benytter sig af underbetalt arbejdskraft eller groft tilsidesætter aftaler med Københavns Kommune.
Mens man ikke kan idømme virksomheder karantæne i for eksempel fem år, er det imidlertid muligt at stille skrappe krav i udbudsmaterialet.
Det er Udbudsdirektivet, der sætter grænser for mulighederne for at udelukke entreprenører for at deltage i udbud. For det første har ordregiver pligt til at udelukke virksomheder, der er dømt for kriminalitet, der er nævnt i Udbudsdirektivet. Derudover indeholder Udbudsdirektivet en udtømmende liste over de frivillige udelukkelsesgrunde, som en ordregiver kan anvende. Det drejer sig om tvivl om faglig hæderlighed på grund af en endelig dom for et strafbart forhold, alvorlige fejl i faglige anliggender, manglende betalinger til sociale sikringsordninger og manglende betalinger af skat og afgifter.
Spørgsmål om grovhed
I et skriftligt svar til Licitationen - Byggeriets Dagblad oplyser Økonomiforvaltningen, at Arbejdsretten er at sidestille med en almindelig domstol, ligesom Arbejdsrettens domme kan fuldbyrdes i henhold til retsplejelovens regler om fuldbyrdelse af domme. Økonomiforvaltningen vurderer derfor, at udbudsreglerne kan finde anvendelse på en dom afgjort i Arbejdsretten, såfremt der i udbudsmaterialet er stillet krav til, at dette forhold skal opfyldes.
Forholdet skal imidlertid have en betydelig grovhed, og fejlen skal være af væsentlig betydning for virksomhedens egnethed som kontraktpart, mener Økonomiforvaltningen på baggrund af retspraksis for Klagenævnet for Udbud.
Også bøder som følge af grove overtrædelser af arbejdsmiljølovgivningen kan begrunde udelukkelse, for eksempel hvis der foreligger en dom. Også her skal der være tale om, at grundlaget for dommen har en art og grovhed i forhold til den ydelse af den konkrete opgave.
Ud med brodne kar
Medlem af Borgerrepræsentationen for Enhedslisten Morten Kabell, der har stillet forslaget, mener, at fortolkningen af reglerne understreger, at det alene er politisk vilje, der afgør om kommunen vil udelukke entreprenører, der snyder.
- Vi må justere vores forslag, men det gør vi gerne. Vilkårene skal være kendte og skrives ind i udbudsbetingelserne, så det bliver et konkurrenceparameter som andre, og som virksomhederne kan agere ud fra. Vi snakker jo ikke om småfejl. Det handler om at udelukke virksomheder, der begår grove og bevidste overtrædelser, og det vurderer jeg, at der er mulighed for, siger han.
I første omgang er det kommunens økonomiudvalg, der behandler forslaget.