23948sdkhjf

Livsfarlige forhold hos Banedanmark

Arbejdstilsynet gav Banedanmark seks påbud under et kontrolbesøg i slutningen af oktober. Det resulterede i en rød og sur smiley
Fare for at snuble og styrte fire meter ned samt indånding af kræftfremkaldende røg er nogle af de kritisable forhold, Arbejdstilsynet stødte på under et kontrolbesøg ved Hellerup Station, hvor Banedanmark var i gang med at vedligeholde skinnerne. Derfor har Banedanmark, som er en statsejet organisation, fået en rød og sur smiley af Arbejdstilsynet.

Kontrolbesøget fandt sted natten mellem d. 21. og 22. oktober i år og gav anledning til fem strakspåbud samt et rådgivningspåbud.

Et af strakspåbuddene drejede sig om fare for at styrte ned fra en bro. Ved sporområdet var et opsat jernrækværk, og ifølge Arbejdstilsynet var det svært for de ansatte at færdes ved rækværket - især i mørke - og derfor var der risiko for at snuble.

- Hvis man snublede eller mistede balancen ved færdsel langs rækværket, var der risiko for, at man kunne falde ud over rækværket, som kun var 72 cm højt. Et 72 cm højt rækværk går til midt på låret, og man har derfor det meste af kroppen over rækværket. Ved et fald ud over rækværket og ca. fire meter ned, ville man komme alvorligt til skade, står der i tilsynsrapporten fra besøget.

Karsten Bach Christensen, der er tilsynschef i Tilsynscenter Øst, bekræfter, at det kan være meget farligt at styrte fire meter ned.

- Det er mere held end forstand, hvis man ikke kommer alvorligt til skade eller mister livet, hvis man falder fire meter ned. Man kan blive invalid ved bare et fald på en halv meter, forklarer han.

Banedanmark er ked af at have fået nye påbud og arbejder løbende på at styrke indsatsen på arbejdssikkerheden.

Til spørgsmålet om, hvorfor Banedanmark ikke har opdaget det lave rækværk, siger Økonomidirektør Søren Stahlfest Møller fra Banedanmark:

- Hvorfor vi ikke har opdaget, at der var fare for at falde ud over rækværket, kan jeg ikke specifikt svare på. Banen er bygget over mange år, og sikkerhedskravene ændrer sig løbende. Derfor kan der være steder, hvor banen ikke er helt tidssvarende.

Efterkommet alle påbud

Søren Stahlfest Møller fortæller, at påbuddet giver anledning til mistanke om, at lignende kan gøre sig gældende flere steder, og derfor vil Banedanmark nu arbejde på at undersøge andre strækninger.

Banedanmark har efterkommet alle strakspåbuddene og sendte senest 5. december et brev til Arbejdstilsynet om indgåelse af aftale med en rådgiver.

Blandet andet har organisationen sit eget interne tilsyn:

- Vi har et internt tilsyn på en otte til 10 mand, som fører tilsyn med vores arbejdspladser for at sikre, at alt er i orden. I år har tilsynet indtil nu været ude på 65 arbejdspladser.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078