Danske arkitekter sporer fremgang
Særligt i Norden har arkitektvirksomheden AART succes, men det er ikke udtryk for, at der er for lidt at lave i Danmark. En udenlandsk strategi mindsker sårbarhed
Ud af 740 medlemmer har 62 eksport, og den internationale omsætning tegnede sig i 2011 for næsten 580 mio. kroner. Heraf tegner Norden sig for den største omsætning, nemlig 66,7 procent, mens Europa ligger på 14,5 procent og den øvrige verden på 18,8 procent, lyder tallene fra Danske Ark.
Den seneste eksportprofil, som er udarbejdet af Danske Ark, Dansk Byggeri og Foreningen af Rådgivende Ingeniører (FRI), viser at danske arkitekter, entreprenører og rådgivende ingeniører omsatte for 19,5 mia. kroner i udlandet mere end tre mia. kroner mere end året før. Det svarer til en fremgang på 18 procent.
Markant fremgang
Og fremgangen er markant med tocifrede vækstrater for hele branchen: 26 procent for arkitekter, 22 procent for entreprenører og 13 procent for ingeniører.
- Til trods for den globale økonomiske krise er det lykkedes for arkitektvirksomhederne at styrke deres internationale aktiviteter. Fremgangen i 2011 betyder, at danske arkitektvirksomheders internationale omsætning er den største nogensinde. Selvom den største del af omsætningen stadig ligger i Nordeuropa, glæder vi os ikke mindst over stigende aktiviteter længere væk fra Danmark, siger Peter Theibel, der er international konsulent i Danske Arkitektvirksomheder.
Oplagte projekter
Tendensen er, at de tegnestuer og rådgivningsvirksomheder, der for alvor satser på udlandet, går målrettet ind med lokale samarbejdspartnere.
Og jo længere man kommer væk, des mere er man afhængig af det gode langsigtede samarbejde med solide folk i det pågældende land.
Også den danske byggevareeksport til det øvrige Skandinavien er i kraftig fremgang. Der er mange oplagte projekter for danske virksomheder i for eksempel Norge, hvor AART Arkitekter blandt andet arbejder med Ny Østfold Sykehus, et supersygehus af Skejby-dimensioner.
Torben Skovbjerg Larsen, der i 2000 etablerede arkitektvirksomheden AART sammen med Anders Tyrrestrup og Anders Strange, mener, at den relativt store succes internationalt - i et forsat presset marked - ikke skyldes, at der er mindre at lave i Danmark.
- Snarere handler det om at gøre sig mindre sårbar, ved at oprette en ny strategisk bane. Skandinavien kalder vi egentlig vores hjemmemarked, eftersom der kun er en times flyvning til de fleste af de projekter, vi arbejder med, siger han til Licitationen.
- Globalt bruger vi mere akupunktur-metoden", med nedslag de steder, der er interessante, med opgavens art som det styrende. vi har for eksempel opgaver i London, Oman, i San Francisco og Tanzania. Og har også fået henvendelser fra Kina samt endelig fået hul på bylden i Tyskland, siger han.
Torben Skovbjerg Larsen fortæller, at AART henter langt over halvdelen af sin omsætning i udlandet.
- Men det er ikke udtryk for bitter nødvendighed, det er nærmere opgavernes karakter, der bestemmer det.
AART arbejder p.t. blandt andet med Århus Nord, Scandic Hotel i Aarhus, Pakhus 2013 på havnen samt Gødstrup supersygehus.
- Der er mange om budet, og der er ikke noget, der kommer af sig selv. Vi er blevet meget mere opmærksomme på omkostningsstyring, og at man skal være skarpere på den tid, et projekt tager. Så der er stadig knald på branchen, meget projektorienteret og med skrappe afleveringsfrister. Men travlheden er egentlig ikke blevet værre efter de nedskæringsrunder, man har set rundt omkring, mener Torben Skovbjerg.