Dong når en milepæl på åbent hav
Verdens største havmøllepark i Det Irske Hav sætter rekord i installationshastighed
Walney, som udgør en investering på 1 mia. britiske pund og er et joint venture mellem danske Dong Energy (50,1 procent), SSE (25,1 procent) og OPW (24,8 procent), vil med en samlet kapacitet på 367,2 MW kunne forsyne op til 320.000 husstande med grøn strøm årligt.
Walney 2 er den hurtigst opførte havmøllepark i verden. På blot fem5 måneder og 13 dage lykkedes det Dong Energy at installere samtlige møller og kabler, hvilket er rekordtid for sektoren.
Walney er også banebrydende, hvad angår finansieringen, da det er den første britiske havmøllepark, der har tiltrukket investeringer fra en pensionsfond og en kapitalfond forud for konstruktionen.
En milepæl for Dong
Walney er et vidnesbyrd om Dong Energys engagement i udbygningen af Storbritanniens ressourcer indenfor havvind. Med offshore vindkraft på 1 GW i drift eller under opførelse i Storbritannien og et investeringsprogram på i alt omkring GBP 3 mia. alene inden for offshore vindkraft er Dong Energy en stor investor i Storbritannien.
Adm. direktør i Dong Energy, Anders Eldrup, er da også meget tilfreds med at have udviklet og opført Walney havmøllepark på rekordtid.
- Det er ikke alene den største havmøllepark i verden, men også den hurtigst opførte havmøllepark i verden. Den markerer en ny æra i forhold til finansiering som det første projekt i Storbritannien, der har tiltrukket institutionelle investorer. Walney er en milepæl inden for offshore vindkraft og Dong Energys mål om yderligere industrialisering af offshore vindkraft og reducering af omkostninger, udtaler Anders Eldrup.
Bidrager til økonomien
Havmølleparkerne Walney 1 og Walney 2, der ligger i Det Irske Hav cirka 15 km fra Walney Island-kysten i nordvestlig til sydøstlig retning, består hver af 51 vindmøller og har en samlet kapacitet på 367,2 MW. Projektet omfatter fundamenter, møller, eksportkabler og interne forbindelseskabler mellem møllerne, offshore transformerstationer samt tilslutningen til elnettet.
Den britiske klima- og energiminister, Edward Davey, er på nationens vegne stolt af Storbritanniens voksende havmølleindustri.
- Vores øs mægtige naturressourcer, vores base for udvikling og en stolt historie indenfor forskning gør os til den førende destination indenfor investeringer i offshore vind, udtaler Edward Davey, der som nyudpeget klima- og energiminister er indstillet på at yde sit for at gøre offshore vindenergi til en succes i britisk økonomi.
"Storbritannien har en meget ambitiøs plan for at øge produktionen af vedvarende energi og et mål om at få grøn energi og forsyningssikkerhed til at gå hånd i hånd. Vi er meget tilfredse med at være i stand til at bidrage til udbygningen af den vedvarende energi"
Niels Bergh-Hansen, koncerndirektør i Dong Energy