Partsindlæg med perspektiv
Set ud fra de oplysninger, der fremgår af Rambølls analyse, er det svært at se begrundelsen for at vente med at bygge en Kattegatbro, til eksempelvis Femernforbindelsen er færdig. Hvorfor i alverden skulle vi ikke kunne opføre to store anlægsarbejder samtidig. Hvis begrundelsen er mangel på arbejdskraft", så holder den ikke, da det med stor sandsynlighed ikke bliver danske byggearbejdere, der får ret meget at lave ved fremtidige store anlægsprojekter. Den tid er forbi.
Til gengæld er der meget på spil i form af måske overflødige kommende anlægsprojekter i form af nye motorveje eller udbygning af de allerede eksisterende. Eller en ny bro mellem Fyn og Jylland, der vil være unødvendig, hvis Kattegatbroen bygges. Udgifterne til disse projekter bør naturligvis trækkes fra" den pris, som bilister og togpassagerer skal betale for at benytte en Kattegatbro, hvis der skal være bare en smule rimelighed i tingene, og så bliver økonomien straks mere til at overskue.
Desværre skræmmer sporene. Danskerne blev lovet, at når Storebæltsforbindelsen var færdigbetalt, så skulle de naturligvis ikke betale for brugen af den. Men det løfte er politikerne for længst løbet fra, ikke mindst fordi de så godt ved, at Femerntunnelen vil blive urentabel.
Desværre er de danske politikere også på anlægsområdet uvillige til at indregne dynamiske effekter i den samlede økonomi for store anlægsprojekter. Derfor vil de heller ikke indregne den enorme gevinst, der vil være ved at landets to største byer bliver hinandens forstæder", når der med lyntog bliver mindre end en times transporttid fra Århus til København, en transporttid, der vil få selv den mest indædte bilist til at tage toget - til gavn for miljøet.