23948sdkhjf

Arbejdsgivere revser anbefaling om sociale klausuler

Det er en dårlig idé, hvis man tvinger virksomheder til at ansætte praktikanter, advarer DA.
Sociale klausuler duer ikke til at skaffe flere lære- og praktikpladser ved store udbud til milliardstore offentlige anlægsprojekter.

Det mener Dansk Arbejdsgiverforening (DA), efter at det såkaldte Leo Larsen-udvalg fredag fremlagde sine anbefalinger til, hvordan flere ledige kommer i job i milliardbyggerierne.

- Den almindelige og anerkendte rekruttering, hvor virksomheder ansætter elever, når der er en ledig praktikplads eller en tilgang af arbejdsopgaver, vil blive tilsidesat.

- I stedet pålægges virksomhederne nu at tage ’kvote-elever’, siger chefkonsulent i DA Simon Neergaard-Holm og tilføjer:

- Det er afgørende, at eleverne ved, at de har en praktikplads, fordi virksomheden har brug for dem - ikke fordi virksomheden skal leve op til en social klausul.

Over de næste 10 år bliver der skabt 90.000 job ved en række milliardstore offentlige anlægsprojekter. En af anbefalingerne fra Leo Larsen-udvalget går på, at bygherrer anvender sociale klausuler i forbindelse med udbudskontrakter.

Dansk Byggeri har heller ikke fidus til klausulerne for at sikre lære- og praktikpladser.

- Klausuler og tvang er overflødig. Dialog og konstruktiv inddragelse af parterne er fortsat den mest farbare vej til løsning af konflikter på arbejdsmarkedet, siger afdelingschef i Dansk Byggeri Louise Pihl.

I Dansk Metal er man imidlertid mere optimistisk for brugen af sociale klausuler.

- Jeg vil fremhæve forslaget om at bruge sociale klausuler, så man forpligter entreprenørerne til at uddanne lærlinge. Det er ganske fornuftigt at stille dette krav. Det sikrer, at vi også får uddannet fremtidens arbejdskraft, siger uddannelseschef Per Påskesen.

De kommende 10 år skal der investeres 200 milliarder kroner i nye offentlige kæmpebyggerier. Det vil give op til 90.000 job fra 2013 til 2022.

Derudover skabes der 80.000 job i såkaldt afledt beskæftigelse.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094