23948sdkhjf

Erhvervsklimaet er blevet lunere

Blandt andet regeringens vækstplan med Boligjobordningen gør erhvervsklimaet bedre for de små og mellemstore virksomheder
De små og mellemstore byggevirksomheder oplever en markant forbedring af erhvervsklimaet.

Hver femte virksomhed synes, at erhvervsklimaet er blevet bedre de seneste tre måneder. Det er dobbelt så mange som de forrige kvartaler.

Det fremgår af Håndværksrådets seneste konjunkturanalyse for andet kvartal 2013, hvor i alt 741 små og mellemstore virksomheder, heraf knap 400 byggevirksomheder, har svaret.

Mens hver femte virksomhed oplever, at erhvervslivet udvikler sig positivt er andelen af virksomheder, der mener, erhvervsklimaet går til det værre, faldet markant fra 43 procent i første kvartal til 23 procent i andet kvartal.

- Det er en meget markant forbedring i løbet af blot et kvartal. Det er det generelle billede, at SMV’erne mener, at erhvervsklimaet er blevet bedre, og faktisk er byggevirksomhederne en smule mere positive. Det er et meget klart signal til regering og politikere om, at virksomhederne oplever, at der er kommet politisk fokus på erhvervspolitik generelt og på SMV’erne specielt, siger Jacob Thiel, der er cheføkonom i Håndværksrådet.

Vækstpakken hjælper

- Virksomhederne kvitterer med et mere positivt syn på erhvervsklimaet på baggrund af ikke mindst regeringens vækstpakke, hvor Boligjobordningen især er positiv for mindre håndværksfirmaer, samt i øvrigt på digitaliseringsdagsordenen og at regeringen har nedsat et såkaldt virksomhedsforum, der skal kigge på mulige lettelser i især de mindre virksomheders administrative byrder, siger Jacob Thiel.

Han vil ikke udelukke, at alle virksomheder opfatter spørgsmålet om erhvervslivet generelt, og at nogle tilbagemeldinger sker på baggrund af virksomhedens egen oplevelse af ordre- og konkurrencesituationen.

- Men oplever de også forbedringer her, er det generelt også et positivt tegn, siger han.

Selv om der er tale om en markant forbedring af virksomhedernes oplevelse af erhvervsklimaet, så er der så at sige stadig tale om kuldegrader - idet lidt flere oplever klimaet som dårligere end tidligere.

- Virksomhederne jubler bestemt ikke. Indexet er fortsat i minus trods den store fremgang. Derfor håber vi, at der fortsat er fokus på ikke mindst SMV’erne, når regeringen fremlægger sit finanslovsforslag senere på måneden. Vi er ikke i mål endnu med at gøre det lettere at drive virksomhed, og ikke mindst på eksportområdet er der masser af plads til forbedringer, mener Jacob Thiel.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11