23948sdkhjf

Få gav bud på byggeri af nyt psykiatrihospital

Tre fagentrepriser i forbindelse med byggeriet af et nyt psykiatrisk hospital i Aabenraa udbydes på ny på grund af for lidt konkurrence
Til Region Syddanmarks store forbavselse var der næsten ingen virksomheder, der bød ind på tre fagentrepriser i forbindelse med det nye psykiatriske hospital, der er ved at blive bygget i Aabenraa.

De tre fagentrepriser er: betonelemententerprisen, tagentreprisen og malerentreprisen.

- Til to af entrepriserne var der kun en virksomhed, der bød ind, og til en af entrepriserne kom der to tilbud, fortæller chefkonsulent i Region Syddanmarks anlægssekretariat Karsten Sauer.

Han undrer sig over, at der kun var så få virksomheder, der søgte om at blive prækvalificeret til de tre fagentrepriser:

- Vi forstår det slet ikke, og vi håber på, at der er flere virksomheder, som vil melde sig på banen i anden omgang.

For at skabe konkurrence har Region Syddanmark valgt at udbyde fagentrepriserne på ny, men udbudsmaterialet er det samme.

De tre fagentrepriser er en del af et nybyggeri på 20.000 kvm med en anlægsramme på omkring 448 mio. kroner.

Hurtig udbudsproces

Region Syddanmark udbød 12 fagentrepriser og to storentrepriser i forbindelse med hospitalsbyggeriet, men det var altså kun tre af fagentrepriserne, som manglede ansøgere.

Fagentrepriserne er udbudt som et hastende begrænset udbud. Ansøgningsfristen for prækvalifikation er 6. februar klokken 14. Entrepriserne er en del af fase to af byggeriet, som allerede er godt i gang.

Regionen forventer at have det endelige udbudsmateriale klar i starten af uge seks, hvorefter de prækvalificerede kan aflevere deres tilbud senest i starten af marts.

Selve udførelsen af arbejdet skal allerede starte i maj og forventes afsluttet i midten af november 2014.

At regionen har været nødsaget til at udbyde de tre fagentrepriser igen har ifølge Karsten Sauer forsinket byggeprocessen en smule, men han ønsker på nuværende tidspunkt ikke at oplyse hvor meget.

110 badekabiner

Den ene fagentreprise - betonelemententreprisen - indeholder ud over selve betonelementleverancen og montering af alle betonelementerne også levering og montering af omkring 110 præfabrikerede badekabiner.

Tagentreprisen omfatter levering og udlægning af isolering opbygget med 1:40 fald imod kasserender.

Tagdækningen skal udføres med EPDM-dug med Sedum-belægning ovenpå, og den skal delvist udføres på betondæk og delvist på isolerede stålkassetter.

Den tredje fagentreprise - malerentreprisen - omfatter malerbehandling af alle indvendige beton- og gipsvægge, installationsføringsrør og oliebehandling af de udvendige træfacader.

Mindst fem og maksimum seks virksomheder vil blive opfordret til at afgive bud på hver af entrepriserne.

White Arkitekter A/S er sammen med White AB totalrådgiver på byggeprojektet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094