23948sdkhjf

HedeDanmark etablerer sig i Sverige gennem nyt opkøb

Efter købet af Skælskør Anlægsgartnere går HedeDanmark nu over Øresund og køber virksomhed i Helsingborg
Det svenske marked bliver nu et nyt felt for HedeDanmark, der har købt anlægsgartnervirksomheden Väla Mark & Trädgard i Helsingborg.

Väla Mark & Trädgard er grundlagt i 1998, og med købet får HedeDanmark et udgangspunkt for videre ekspansion i Sverige.

- Väla Mark & Trädgård og HedeDanmark fokuserer på de samme kundesegmenter og forretningsområder. Vi overtager en veldrevet virksomhed med en dygtig lokal ledelse i spidsen, som kan medvirke til en fortsat positiv udvikling og sikre, at HedeDanmark opnår en markant position på det svenske marked. Vi etablerer os nu i det sydlige Sverige, men vores ambitioner rækker længere op i Sverige, siger adm. direktør Carsten With Thygesen fra HedeDanmark a/s.

Den svenske virksomhed har 30 ansatte og omsætter årligt for godt 35 mio. svenske kr. (godt 30 mio. kr.) og opererer på et marked, som er kendetegnet ved en lang række små og mellemstore privatejede anlægsgartnervirksomheder og enkelte større aktører ejet af kapitalfonde.

- HedeDanmark driver en effektiv og lønsom virksomhed på almindelige konkurrencemæssige vilkår, men bygger derudover på et værdigrundlag, som sikrer, at de værdier der skabes i de kommercielle aktiviteter, kommer naturen og miljøet til gode. Den forretningsmodel og det værdigrundlag vil vi gerne være med til at udvikle på det svenske marked, siger direktør Ulf Karlberg fra Väla Mark & Trädgård.

Seneste i rækken

Købet af Väla Mark & Trädgard er det seneste i rækken af opkøb, som HedeDanmark, der er ejet af Hedeselskabet, har gennemført det seneste stykke tid.

Senest overtagelsen af Skælskør Anlægsgartnere med godt 300 ansatte, men HedeDanmark har også købt en række små og mellemstore anlægsgartnervirksomheder på Sjælland, Fyn og i Jylland i 2011.

Samtidig med etableringen i Sverige påbegynder HedeDanmark en række opgaver på det offentlige område, hvor selskabet på det seneste har vundet opgaver for et trecifret millionbeløb i forbindelse med flere store offentlige udbud af grønne serviceopgaver, som i øjeblikket gennemføres i en lang række danske kommuner.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094