23948sdkhjf

Aarhus Letbane jagter ny direktør for det hele

Danmarks første letbane ved Aarhus skal have en chef, der kan sørge for en motiverende atmosfære gennem anlæggelsen af 12 km ny letbanestrækning med Aarhus H som knudepunkt
Aarhus er på letbaneområdet den mest fremsynede by i Danmark.

Landets første letbane, er blevet til i et samarbejde mellem kommunen, Region Midtjylland og staten, og skal skabe et sammenhængende regionelt transportsystem, der omfatter en sammenbinding af områdets to nærbaner samt anlæg af en foreløbig 12 km ny letbanestrækning med Aarhus H som knudepunkt.

Startdatoen for byggeriet af letbanen nærmer sig, og derfor søger det nyetablerede anlægsselskab Aarhus Letbane I/S en direktør, der skal kunne lidt af hvert ifølge jobopslaget.

Med en mulig start af driften i 2016 – udskudt med et års tid i forhold til tidligere mere optimistiske fremskrivninger – kommer den nye chef til at stå helt fremme i forreste linje med fremtidssikring af den kollektive trafik.

Nu skal det være slut med busser, der sidder fast sammen med den øvrige trafik, og endeløse frustrationer for de aarhusianske pendlere.

Solide kompetencer

Den nye direktør skal - ifølge det ambitiøse Mercuri Urval-opslag i samarbejde med bestyrelsesformand Erik Jespersen - "bemande (..)organisationen med de nødvendige kompetencer, forestå EU-udbud og de efterfølgende forhandlinger (..), sikre kontraktstyring og udførelse af anlægsopgaven."

Desuden skal den nye letbanechef være lidt af en kommunikationsekspert, da han/hun skal sørge for, at interessenterne, borgere og trafikanter, får den nødvendige information om både projektet og dets følger.

Det er således en blæksprutte, der bør søge jobbet. En person, der kan mestre projektøkonomi, kommunikation, leverandørhåndtering og procesplanlægning.

Effektiv transport

Da transportminister Henrik Dam Kristensen (S), Aarhus Kommune og Region Midtjylland i oktober sidste år underskrev aftalen om etablering af letbanen, sagde projektleder ved Midttrafik, Ole Sørensen, ved den lejlighed:

- Vi mener, at Aarhus er i en situation nu, hvor vi har problemer med bustrafikken, så der skal træffes et valg, så vi kan få en højere kvalitet. Og det er her, vi vælger letbanen.

Meningen med letbanen er at få en effektiv og punktlig transport i og omkring Aarhus, for som det er i dag, slår busserne ikke til, når de holder i kø sammen med den øvrige trafik,

Ole Sørensen turde i efteråret ikke sætte dato på, hvornår første etape af letbanen står færdig.

Licitationen har uden held forsøgt at få en kommentar fra Ole Sørensen til den direktørstilling, som nu er slået op.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078