Halsnæs melder klar til havvindmøller
Mange ser med positive øjne på havmølleparker. Det gælder blandt andet i Halsnæs Kommune
Endnu ikke sikkert
Ifølge kontorchef i Energistyrelsen Hanne Windemuller er det dog langt fra sikkert, at der bliver anlagt en havmøllepark ud for Halsnæs.
- På de 16 områder, som er udpeget, er der plads til meget mere end 500 MW havvind; så det er ikke alle områder, der vil komme i spil. I hvert fald ikke fra begyndelsen, siger Windemuller til Frederiksborg Amts Avis.
Folketinget har besluttet, at der inden 2020 skal opsættes havvindmøller ved de danske kyster med en samlet effekt på 500 MW.
Energistyrelsens har sendt en rapport om udbygning af havvindmøllerne i offentlig høring frem til midten af august.
Mange høringssvar
Styrelsen har Ifølge Hanne Windemuller allerede nu modtaget en hel del høringssvar. Og langt fra alle er skeptiske.
- Vi har hørt fra flere kommuner, der ser positivt på udsigten til at få havmøller ud for deres kyst. Mange af svarene er bare spørgsmål, siger kontorchefen til avisen.
Havvindmøllerne laver cirka halvanden gang mere el, end hvis møllerne stod på landjorden. En af Danmarks første egentlige havmølleparker, Horns Rev 1 vækker både national og international interesse, såvel blandt politikere, mediefolk og byggesagkyndige som blandt turister og andre. De 80 store møller på havet er et imponerende syn, men de ligger så langt ude på havet, at de ikke kan ses tydeligt fra land. Vindkraft bidrager betragteligt til reduktion af kuldioxidudledningen. I Danmark har regeringen lagt op til, at cirka 4.000 MW el skal kunne produceres fra havmøller i Danmark inden år 2030. Også i Sverige er der politiske ambitioner om at mangedoble vindkraftkapaciteten i de kommende 10-15 år.