Skattereform fordyrer byggeriet
Afskaffelsen af grundforbedringsfradraget er en forhøjelse af grundskatterne med en halv milliard kroner, mener Ejendomsforeningen Danmark
Det vil ifølge adm. direktør i Ejendomsforeningen Danmark Torben Christensen først og fremmest ramme private parcelhusbyggere, men også virksomheder, der vil bygge private udlejningsboliger.
- Det gør det dyrere at bygge og derfor sværere at skaffe den nødvendige finansiering. Dermed betyder det i praksis en forsinkelse af det byggeri, samfundet ellers har så hårdt brug for i den øjeblikkelige situation med stor ledighed i byggesektoren. Der er brug for at sætte skub i byggeriet, ikke det modsatte, forklarer Torben Christensen over for Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Hellere besparelser
Grundforbedringsfradraget dækker over et fradrag for de udgifter, et byggeri påføres til eksempelvis kloakering, el-net og vand, opgaver der skal løses, inden der bygges.
Ejendomsforeningen Danmark beklager i sit høringssvar blandt andet, "at stigende grundskatter skal være en forudsætning for den aftalte skattereforms finansiering".
Ejendomsforeningen Danmark havde hellere set, at finansieringen af en skattereform var sket igennem eksempelvis effektiviseringer i den offentlige sektor:
- Med et merprovenu på cirka en halv milliard kroner er der tale om en væsentlig forhøjelse af grundskatterne. I første omgang er der således tale om en skat på fremtidens private boligejere, men det er også en skat på virksomhederne, der i fremtiden skal sikre den nye vækst og flere job, skriver Torben Christensen.
Dyrere grundpriser
Han slår fast, at den fordyrelse, en fjernelse af grundforbedringsfradraget medfører, betyder dyrere grundpriser og dermed dyrere byggeri generelt.
- I den udstrækning, at de øgede grundskatter påvirker de nuværende grundpriser i negativ retning, vil det betyde en forværret situation for de nuværende grundejere, der stadig i meget betydelig grad er påvirket negativt af finanskrisen, og indførelsen af blandt andet moms på byggejord i 2011. Endelig vil afskaffelsen af grundforbedringsfradraget også betyde, at det varer længere tid før et ganske presset byggeri kommer i gang igen. Der vil derved ske en yderligere udskydelse af byggeri af fremtidens boliger og erhvervsejendomme, hvilket ikke bidrager til økonomisk vækst, siger Torben Christensen.
Stabil udvikling
Det havde efter Ejendomsforeningen Danmarks opfattelse været naturligt at kombinere en afskaffelse af grundforbedringsfradraget med en løbende sænkning af grundskylden eller sænkning af loftet over dækningsafgiften:
- Det ville have sikret en stabil udvikling i den samlede ejendomsbeskatning. Da dette imidlertid ikke er indeholdt i skatteforliget mellem partierne, er konsekvensen af dette lovforslag derfor også, at det desværre medfører en stigende beskatning af fast ejendom, slutter Torben Christensen sit høringssvar.
Licitationen har forsøgt at indhente kommentarer fra De Konservatives og Venstres skattepolitiske ordfører, men de vendte ikke tilbage inden deadline.