Gravere vil have flere kirkegårds messer
Udstillere ser gerne kirkegårdsmesser på Sjælland og i Trekantområdet
To gravere, en gravermedhjælper og en forhenværende graver er firkløveret bag Kirke- og Kirkegårdsmessen hvert andet år på Lødderup Kirkegård på Mors.
Forleden valfartede professionelle kirke- og kirkegårdsfolk så igen til landsbyen vest for Nykøbing. 58 firmaer bød sig til på standene. Det var 26 procent flere, end da der blev kaldt til kirkegårdsmesse for to år siden. Og de er klar til flere messer efter Lødderup-konceptet.
- Det er første gang, vi er med. Men allerede efter to timer var jeg positivt overrasket. Vi har oplevet stor interesse fra professionelle og seriøse gæster på messen. Og jeg ser meget gerne tilsvarende messer på Sjælland og i Trekantområdet. Helt optimalt vil det være, hvis der kunne holdes kirkegårdsmesser tre steder i landet tre dage i træk hvert andet år, lød vurderingen fra direktør Kim Baagø fra Kiba Parkmaskiner i Assentoft ved Randers.
Godt koncept
- Jeg vil høre hos nogle af mine med-udstillere, om de har samme holdning. Og så vil jeg tage en snak med arrangørerne her i Lødderup. De har virkelig forstået at skrue et godt koncept sammen, som fortjener at blive anvendt også andre steder, siger Kim Baagø.
Allerede på messen fik Kiba-direktøren en snak både med andre udstillere og med en af de fire bag kirkegårdsmessen, graver Kaj Emil Pedersen, Lødderup Kirkegård.
Svend Erik Riisager fra firmaet Dan-Sand i Tornby ved Hirtshals er enig med Kim Baagø.
- Vi mangler i hvert fald en tilsvarende messe på Sjælland. Og også gerne i Fredericia eller måske Middelfart. Konceptet på Mors er rigtig fint med en blanding af leverandører til kirke og kirkegård. Det giver en bred udstilling og ikke blot en halv snes maskinhandlere, der viser deres maskiner frem, siger Svend Erik Riisager.
Klar til at øse
Arrangør Kaj Emil Pedersen tog udmeldingen fra udstillerne som en flot cadeau til messen i Lødderup.
- Jeg tror, at det er udstillingens bredde, der giver succesen. Her er maskinhandlere, pensionskasse, stenhuggere, planteskoler, klokkefirmaer og mange andre. Og messen er non-profit. Den skal bare hvile i sig selv. Så vi vil da overveje at kaste bolden op i luften og se, om der er nogen, der vil gribe den. Vi er i hvert fald klar til at øse af vore erfaringer, hvis nogen sydpå og på Sjælland vil lave noget tilsvarende, erklærer Kaj Emil Pedersen.
Det er 10 år siden, han og nogle kolleger debuterede som udstillingsarrangører. Siden har Danmarks eneste special-messe for kirke- og kirkegårdsansatte og menighedsråd manifesteret sig som en fast begivenhed hvert andet år. Og altså med stigende tal både i udstiller- og besøgsstatistikken.
Foruden Kaj Emil Pedersen, består firkløveret bag Kirke- og Kirkegårdsmessen af Jørgen Toft, Svend A. Kristensen og Niels Heimann.