23948sdkhjf

Landets byggecentre ønsker flere elever

Landsdækkende kampagne skal gøre op med de unges forestillinger om byggemarkederne som støvede og kedelige arbejdspladser
Landets byggecentre og trælasthandlere lider af et støvet image, der gør det vanskeligt at tiltrække nye, dygtige unge medarbejdere.

Det skal der imidlertid gøres noget ved. Brancheforeningen Danske Byggecentre, der indtil for nylig hed Trælasthandlerunionen - TUN, lancerer en ny landsdækkende kampagne, der skal gøre branchen mere attraktiv.

- Det er paradoksalt, at vi i en tid med mangel på lærepladser og høj ungdomsarbejdsløshed oplever, at det er svært at tiltrække dygtige medarbejdere og elever. Andre brancher har måske været bedre til at profilere sig, men vi mener faktisk, at byggecentrene i høj grad kan matche dette. Vi kan tilbyde jobsikkerhed, en god løn og frem for alt en udfordrende handels- og salgsarbejdsplads med gode karrieremuligheder, siger Palle Thomsen, adm. direktør for Danske Byggecentre.

En øjenåbner

En omfattende undersøgelse, som Danske Byggecentre har fået foretaget blandt elever i folkeskolens 10. klasse, på handelsgymnasiet og på HHX, viser, at kun fem procent af de unge kunne finde på at søge en elevplads i et trælasthandel eller tømmerhandel, mens tre ud af fire ikke vil søge job i branchen.

Mange forbinder et job i branchen med hårdt og kedeligt arbejde og forestiller sig, at det er lavtlønnet, viser undersøgelsen, som er gennemført af IFO blandt 1.383 unge.

- Det har været noget af en øjenåbner og har fortalt os, at vi er nødt til at gøre noget. Vi rangerer ifølge undersøgelse på niveau med personale på plejehjem. Vi synes, det er tankevækkende, at unge finder det mere interessant at stå i en tøjbutik og lægge tøj sammen, når de kan få et spændende og udfordrende arbejde i et byggecenter med alsidig kundekontakt og vigtig rådgivning. Når vi spørger de unge, som er i branchen, så synes de, at der er tale om en spændende og alsidig arbejdsplads. Det budskab skal vi have bredt ud, så vi kommer af med det støvede image, siger Palle Thomsen.

Relancering nødvendig

Branchen har taget det første skridt i skabelse af et nyt image i kraft af brancheorganisationens navneskift.

- Et byggecenter er meget, meget mere end en trælasthandel, og derfor skifter de fleste forretninger og trælasthandlere da også navn og kalder sig byggecenter, som er meget mere dækkende. Relancering af branchen er nødvendig for at vi i fremtiden kan tiltrække arbejdskraft, ellers bliver det lidt tilfældigt hvem, der søger job hos os, siger Palle Thomsen.

53 procent af branchen har i dag elever. Det er primært elever inden for salg og engros.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.101