Byggenyt
HALSNÆS: Det går fremad med planerne om at etablere et kunstmuseum i Halsnæs Kommune, skriver Frederiksborg Amts Avis.
En gruppe ildsjæle med galleriejer Leif Nielsen i spidsen har længe arbejdet i kulissen for at stable en forening på benene, som vil arbejde for at realisere drømmen om et museum, som kan fortælle den kunsthistoriske del af kommunens fortid. Og nu indkaldes der til stiftende generalforsamling den 19. september.
FREDERIKSBERG: By- og Miljøudvalget i Frederiksberg Kommune indstiller nu til kommunalbestyrelsen, at der anlægsbevilges 300.000 kr. til udarbejdelse af byfornyelsesprogram til områdefornyelse Nordre Fasanvej Nord og 300.000 kr. til udarbejdelse af byfornyelsesprogram til områdefornyelse Nordre Fasanvej Syd.
For at opnå endeligt tilsagn om statsstøtte skal Frederiksberg Kommune inden februar 2013 udarbejde et byfornyelsesprogram, der redegør for den forventede indsats i områderne.
Det overordnede formål med områdefornyelsen er at skabe et attraktivt, trygt og bæredygtigt område, og der skal ses på både boligsocial indsats, aktivitetsmuligheder, opholdsmuligheder, klimatilpasning, begrønning, trafiksanering mm.
Udarbejdelse af et byfornyelsesprogram er afgørende for, at ministeriet kan give det endelige tilsagn, og dermed for at områdefornyelse Nordre Fasanvej kan gennemføres. Under forudsætning af at ministeriet giver det endelige tilsagn, er der i perioden 2012-2018 budgetteret med henholdvis 18 og 22,5 mio. kr. for områdefornyelse Nordre Fasanvej Nord og Syd.
REGION SYDDANMARK
FAABORG: Faaborg-Midtfyn Kommune har forkastet alle fire tilbud på havnebadet i Faaborg, skriver Fyns Amts Avis.
Det skyldes, at tilbuddene alle var for dyre, og ifølge Grete Justesen, som både er formand for udvalget for teknik og miljø og for Faaborg Havn, er der en fare for, at havnebadet slet ikke bliver til noget.
Borgmester Hans Jørgensen siger dog, at det fortsat er hans helt klare ønske, at havnebadsplanerne realiseres. Der lægges da også op til at gennemføre en ny licitation, og frem til den vil kommunen sammen med sine rådgivere og Realdania og Lokale- og Anlægsfonden, der har støttet projektet med henholdsvis 10 og 3,5 mio. kroner, gennemgå projektet, for at finde mulige justeringer.
Ideen om et havnebad i Faaborg har sit udspring i masterplanen fra 2010. Først var der planer om en stor sandstrand ved Langelinie, men de blev mødt af stor lokal modstand, og i stedet opstod planerne om et havnebad.
REGION MIDTJYLLAND
HERNING: Sygehusgrunden i Herning midtby bliver ledig, når Region Midtjylland om fire år indleder udflytningen af sygehuset til Gødstrup. Og hvad skal der så være på grunden? Ældre Sagens lokalafdeling har foreslået, at der etableres seniorhuse på den centrale grund, så beboerne kan bruge byens tilbud. Nogle af de eksisterende bygninger på grunden vil med fordel kunne indrettes til nogle af de fællesfaciliteter, der er en del af konceptet.
Konceptet Seniorhuse" er udviklet af Ældre Sagen i København og Ældrerådet i Københavns Kommune og er et bud på fremtidens seniorboliger. Tanken er, at de nye seniorhuse fungerer som en slags små landsbyer med en lang række fælles faciliteter og aktivitetsrum som for eksempel fællessal, kondirum, gæstehuse, bibliotek, restaurant, fælleskøkkener m.m.
Forslaget fra Ældre Sagen i Herning er det første forslag til en konkret udnyttelse af de 90.000 kvm bygninger, der udgør det nuværende sygehus. Det fortæller Herning Folkeblad.
region nordjylland
Hasseris: Aalborg Byråd har godkendt lokalplanforslag 3-3-109. Forslaget til lokalplan omfatter ejendommen Hasserisvej 124, hvor de tidligere kontorbygninger til HK Aalborg ligger. Lokalplanen vil tillade, at bebyggelsen kan nedrives og erstattes af 20-25 større boliger på mellem 120 og 160 kvm. Bebyggelsen kan opføres som en lav etagebebyggelse på to en halv etage.