Låneloft bremser ny tunnel ved Aarhus Havn
Aarhus Kommune vil søge om dispensation fra lånerammen, så byggeriet af en ny tunnel kan påbegyndes
- Vi har et fuldt og færdigt projekt, der ligger i skuffen klar til at blive støvet af og sendt ud til de konsortier, som eventuelt bliver valgt ved en prækvalifikation, fortæller projektleder og ingeniør Helle Svantemann fra Aarhus Kommune.
Hun fortæller, at udbudsfasen vil blive sat i gang umiddelbart efter, hvis kommunen får dispensation og dermed får mulighed for at få en mellemfinansiering, indtil finansieringsmodellen er slået fuldt igennem i 2017. Hvis ikke kommunen får dispensation, kan opstarten altså risikere først at blive i 2017.
Ingen ledig lånepulje
I september 2012 skrev borgmester i Aarhus Kommune, Jacob Bundsgaard (S) og rådmand Bünyamin Simsek (V) til Margrethe Vestager for at få dispensation for lånerammen for perioden 2014-2018 for cirka 780 mio. kroner, hvilket svarer til omkring 75 procent af kommunens nettoudgifter til anlægsprojektet. De fik et svar tilbage, hvori der stod, at der ikke var nogen ledig lånepulje for 2013, men at kommunen var velkommen til at søge igen, når lånepuljerne for de efterfølgende år ville blive aftalt i forbindelse med økonomiaftalen mellem regeringen og Kommunernes Landsforening (KL).
I februar i år henvendte borgmesteren sig igen til økonomi- og indenrigsministeren og opfordrede til, at der ville blive tilvejebragt mulighed for at sikre lånefinansiering til Marselistunnelen i forbindelse med økonomiaftalen. Selv om aftalen mellem KL og regeringen nu er på plads, har Aarhus Kommune ikke fået svar endnu.
Derfor vil kommunen sende et nyt brev til Margrethe Vestager for at rykke for et svar. Byrådet i Aarhus Kommune skulle godkende brevet på et møde i sidste uge, men sagen blev sendt tilbage til Teknisk Udvalg.
- Om en måneds tid forventer jeg, at brevet vil være sendt afsted. SF er imod tunellen, og de vil bruge den ekstra tid til at frembringe argumenter mod tunnelen, men der er et solidt flertal bag den, så det er bare et spørgsmål om tid, siger medlem af Teknisk Udvalg Henrik Vestergaard (uden for parti) og fortsætter:
- Vi skal i gang med tunnelen hurtigst muligt. Der er ingen grund til at vente med at forbedre infrastrukturen i Aarhus, når vi kan sætte det i gang nu. Det vil være med til at skabe vækst og flere arbejdspladser.
Marselistunnelen er etape to i Aarhus Kommunes infrastrukturprojekt ved Aarhus Havn. Første etape er omlægningen af Åhavevej fra motorvejen og ind til Marselis Boulevard. Det arbejde er snart ovre, og den 23. september bliver Åhavevej indviet. De skønnede anlægsomkostninger for begge etaper er 1,8 mia. kroner.