Teknikentreprenør styrker sig med opkøb
Intego A/S overtager SysTek-Skræddergaard EL og Automation A/S i Herning og Kibæk. Med det nye opkøb runder omsætningen en halv milliard kroner
De nuværende ejere og 80 medarbejdere fortsætter i Intego, som herved fastslår sit markedslederskab i Vestdanmark og en markant position på landsplan.
- Vi er meget glade for, at vi nu er nået til enighed med ejerne af SysTek-Skræddergaard om overtagelse af virksomheden. Det er en veldrevet og velrenommeret virksomhed, som passer godt ind i vores koncern, og som ikke mindst understøtter vores vækststrategi, forklarer adm. direktør Jens Frost Mikkelsen fra Intego og fortsætter:
- Med opkøbet i Herning er vi solidt repræsenterede i Jylland med ni afdelinger strategisk placeret i Vestdanmark. Derudover er vi naturligvis fortsat godt repræsenteret med afdelinger på Fyn og Sjælland, hvor vi også oplever væsentlig fremgang.
Stiftet i 2007
Intego blev i 2007 stiftet som en restrukturering af Siemens Technology Services A/S og siden Glenco A/S af to ledende medarbejdere, som fortsat sidder bag roret i vækstvirksomheden.
Væksten er skabt både organisk og via akkvisitioner, og listen over sidstnævnte tæller overtagelse af alle aktiviteter i Skovlundgruppen i 2009, Brand El-Teknik i 2011, PKS-Engineering i 2012 samt senest Aarhus El-Teknik i foråret 2013.
Intego omsatte i 2012 for 357 mio. kroner og forventer i indeværende regnskabsår, der afsluttes 30. september, at runde 400 mio. kroner. Med overtagelsen af SysTek-Skræddergaard tæller Intego 550 medarbejdere og en forventet omsætning på godt 500 mio. kroner for det kommende regnskabsår:
- Det er i sig selv ikke et mål for os at blive større, men vi skal have de bedste specialister inden for de kerneområder, vi opererer indenfor, og det kræver en vis størrelse. Samtidig er det vigtigt at være til stede lokalt. Vi servicerer en lang række af Danmarks top-100 industrivirksomheder, og her er det helt afgørende både at have kompetencer og kapacitet, men også at være lokale: Det er en del af vores unikke position i dag, og det er i stigende grad vigtigt for os, siger Jens Frost Mikkelsen.
Perfekt match
Og SysTek-Skræddergaard er et perfekt match for Intego både kompetence-, markeds- og kulturmæssigt:
- Direktør Poul Haubjerg og jeg har i flere år planlagt et generationsskifte, der skulle tilgodese både kunder og medarbejdere. Det har været helt afgørende for os at finde en sympatisk køber, som ikke går efter kortsigtede gevinster, men som ønsker langsigtede kunde- og medarbejderforhold, forklarer SysTek-Skræddergaards direktør Søren Skræddergaard, der i øvrigt også er formand for installatørernes organisation Tekniq.
- Det er vi overbevist om, at vi har fundet i Intego, som vi kun kender for noget godt: Vi har både overlappende kompetencer og kulturer, og så må vi konstatere, at det i stigende grad er vigtigt at være store, siger han.
Værdiskabende løsninger
SysTek-Skræddergaard komplementerer Integos kompetenceområder, som er installation & service, industriel IT og automation, energi, telekom samt Intego Shelters.
Kundesegmenterne er industri, infrastruktur og erhverv, hvor Intego fokuserer på at tilbyde værdiskabende løsninger, for eksempel vedproduktionsoptimering eller ved at overtage ansvaret for drift og vedligehold af de el- og automationsmæssige anlæg.
Det har Intego haft stor succes med og har gennem hele krisen haft overskud til at investere i fremtiden
- Vi har været og er fortsat privilegerede. Vi har råd til at vækste og til at tænke i langsigtede løsninger. Derfor føler vi os godt rustet til fremtiden, hvor vi satser på yderligere vækst, slutter Jens Frost Mikkelsen.