Lærlingeklausul skal ses efter i sømmene
Politisk ønske om at Københavns uddannelsesklausuler efterses
Licitationen kunne onsdag fortælle, at projektets totalentreprenør, et joint venture mellem Pihl og Züblin, har valgt at lade det polske firma Budomex overtage størstedelen af betonentreprisen. Budomex er ikke godkendt som uddannelssted og har i øvrigt ingen tradition for at uddanne lærlinge.
Pihl-Züblin er i kontrakten med Københavns Kommune forpligtet til at beskæftige i alt 27 lærlingeårsværk under hele anlægsperioden - men det bliver med andre ord med få struktører.
- Det er ikke godt nok, og det er i hvert fald politisk uacceptabelt, at det kan lade sig gøre at så stor en del af arbejdet sælges videre uden lærlingekravet følger med, siger Anna Mee Allerslev.
- Om det er i orden juridisk ved jeg ikke, fordi det er en helt ny problematik, men det har aldrig været meningen, og det skal vi have kigget på - om ikke andet så i forbindelse med fremtidige udbud, siger hun til Licitationen.
I orden efter kontrakten
Også Enhedslistens medlem af Beskæftigelsesudvalget Signe Færch kalder det overfor uacceptabelt, hvis lærepladserne ikke nogenlunde afspejler de enkelte arbejdsopgaver.
- Vi bliver i Beskæftigelsesudvalget nødt til at se på, om vi kan ændre kontraktkravet, så vi sikrer at bestemte faggrupper, som struktørerne, ikke lades i stikken blot fordi der hives en udenlandsk entreprenør ind. Det vil jeg nu bede forvaltningen om at komme med et løsningsforslag på. Måske kan det løses med det gældende regelsæt, men hvis det ikke er tilfældet, må vi politisk drøfte at ændre reglerne, siger Signe Færch.
Specialkonsulent Jørgen Teejlgaard Pedersen fra kommunens økonomiforvaltning slår imidlertid over for Licitationen fast, at det ikke strider imod kontrakten, at lærepladserne ikke nødvendigvis følger de enkelte delopgavers størrelse,
- Vi ser på bundlinjen, når arbejdet er tilendebragt, og her skal stå 27 årsværk, og hvordan vores totalentreprenør når frem til dem, kan kommunen i princippet ikke blande sig i, siger han.
Fejl rettet
Beskæftigelsesborgmesteren er i øvrigt tilfreds med, at det nu er slået fast, at alle 27 årsværk skal være erhvervsuddannelseslærlinge. Ingeniørpraktikanter kan med andre ord ikke tælle med i regnskabet, sådan som bygherre og entreprenør i første omgang havde aftalt.
- Men det viser, at det med sociale klausuler ikke er nemt og at vi skal holde tungen lige i munden og så i øvrigt lære af vores fejl, siger Anna Mee Allerslev.
Også Signe Færch er glad for, at kommunen nu retter fejlen.
- Det er lige lovligt kreativt når man tæller ingeniørstuderende med i lærlingestatistikken. Det er helt uacceptabelt, hvis Nordhavnsvejen ikke medfører de 27 praktikpladser, som kontrakten kræver. Når vi bruger en milliard skattekroner på så stort et anlægsarbejde, skal vi sikre at virksomhederne lever op til deres uddannelsesansvar, siger hun.
Kommunens økonomiforvaltning oplyser, at der siden Borgerrepræsentationen i juni 2010 traf sin beslutning om at anvende sociale klausuler er indgået kontrakter med i alt 66 årsværk. Kommunen har i øjeblikket igangværende udbud, hvor der er stillet krav om tilsammen 27 lærlingeårsværk. Et årsværk kan omfatte flere personer inden for forskellige faggrupper.