Byggenyt
SÆBY: Et helt nyt projekt med tre punkthuse i tre og fire etager skal danne grundlag for bebyggelse af grunden, hvor Sæby skole tidligere lå, skriver Nordjydske Stiftstidende.
Grunden blev for fire år siden overtaget af anpartselskabet Bolignord i Nørresundby efter at Holmsø Huse opgav sit byggeprojekt for grunden.
Det nye projekt omfatter 30 boliger og forudsætter, at der laves ny lokalplan for området. Plan- og Miljøudvalget i Frederikshavn Kommune har godkendt skitseprojektet med punkthusene som grundlag for en foroffentlighedsfase om en ny lokalplan.
SKAGEN: Der har i nogen tid været diskuteret byggeplaner for et areal ved rundkørslen for enden af Vestre Strandvej i Skagen, kaldet "Lillestrand". Flere byggeprojekter har været i spil, og alle er blevet mødt af massive protester fra Skagboerne, fortæller Nordjyske Stiftstidende.
Nu har et nyt lokalplanforslag været i høring, og ender det som en vedtaget lokalplan, vil det gøre det muligt for ejerne af "Lillestrand" at realisere det seneste projektforslag fra arkitektfirmaet ArkiNord.
Plan- og Miljøudvalget i Frederikshavn Kommune har dog i første omgang besluttet at tage endnu en debat med bygherren om yderligere reduktion af højden på byggeriet, som i sin nuværende udformning når op på 9,5 meter, hvor det bliver højest.
REGION MIDTJYLLAND
SYDDJURS: Djurslands Jernbanemuseum har netop modtaget 375.000 kr. i støtte fra fonden RealDania.
Djurslands Jernbanemuseum drives af frivillige ildsjæle som siden 1981 har arbejdet for at formidle og bevare historien om banedriften på Djursland. Museet rummer en unik samling af lokomotiver og effekter fra stationer på Djursland, og er et af to fungerende jernbanemuseer i Danmark.
Donationen fra RealDania skal bruges til en nødvendig restaurering af museets remise. De gamle bygninger trænger alvorligt til en kærlig hånd, efter at både sten og fuger har været ramt af frostsprængninger.
REGION SYDDANMARK
SOMMERSTED: Der skal bygges en ny daginstitution med plads til 100 eller 120 børn i Sommersted.
Haderslev Kommune har indbudt tre totalentreprenør-teams til at give et bud på, hvor meget daginstitution, de kan bygge for 12 mio. kr. De indbudte teams er Jorton A/S i samarbejde med +M Arkitekter og Grontmij A/S, Bo Michelsen i samarbejde med Zeni Arkitekter og Rambøll og Murermestrene Thomas Hans i samarbejde med Pluskontoret og C.G.Teknik ApS.
ODENSE: Østerbro i Odense skal være et fedt sted at bo. Det er målet med en fornyelse af området, som Odense Kommune sætter i gang nu. Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter har netop bevilget 10 mio. kr. til projektet, og Odense Kommune bidrager selv med 20 mio. kr.
Over de næste fem år skal der gennemføres en områdefornyelse, der skal løfte det nedslidte område til et mangfoldigt byområde med plads til alle.
Områdefornyelsen skal ske inden for fem indsatsområder: Kvaliteter i byrummet, social rummelighed, trafikale forhold, kulturelle events og bygningsfornyelse.
TØNDER: Ecco Centret i Tønder planlægges nu udvidet med en 4.000 kvm stor cirkelbygning i to etager med i alt 50 hotelværelser, showrooms, mødelokaler og et oplevelses- og multirum i midten af bygningen. Nybyggeriet, der skal stå færdigt allerede om et lille års tid, vil ifølge direktør Dieter Kasprzak bringe Eccos kursuscenter op i en helt ny liga.
Fagentrepriserne for det forestående byggeri vil blive udbudt blandt en række indbudte håndværkere, og mange lokale vil kunne deltage i licitationen, skriver Jydske Vestkysten.